"En Champs" er en højtliggende village-mark, der er kendt for, i de rigtige hænder, at kunne give vine over norm for sin klasse. Den ligger østvendt 300 m. oppe lige under 1. Cru "Champaux" på kommunens nordgrænse. Overjorden af ler og kalk er meget tynd og regn løber hurtigt af. Fin soleksponering og kølende vinde fra ravinen Combe de Laveaux giver lang vækstperiode og vin med potentiale.
Pascal Marchand gav 100% afstilkede druer en kold udblødning før gæringen. De første dage trykkes faststofferne ned i mosten (pigéage) dagligt; senere i processen erstattet af overpumpning. Efter 20 dage er vinen lagt i egefade i 18 mdr. 50% ny eg med moderat toastning. Der omstikkes en gang inden tapningen. Vinen er hverken klaret eller filtreret.
Gevrey-Chambertin i den nordlige del af Côte de Nuits er kommunen med den højeste koncentration af Grand Cru marker, hvis legendariske Chambertin og Chambertin-Clos-de-Bèze vine blev nydt af Napoleon. Historien siger endda, at han bad sine folk gøre honnør, når de passerede vinmarkerne! Vinene herfra er meget efterspurgte grundet deres kombination af råstyrke og blødhed.
Vinen vokser i ca. 240 - 280 m.s højde. Grand Cru markerne ligger i et bælte på midtskråningen syd for byen med de fleste Premier Cru'er lige under og nord for, tæt på byen. Med et vinareal på 435 ha., udover Grand Cru'erne, der ikke tæller med i hovedappellationen, er produktionen relativt stor, men efterspørgslen altid større! Navnet "Chambertin" har været brugt siden 1300-tallet og indgår i alle ni Grand Cru navne. Kommunen var den første til at tilføje sin berømteste mark til kommunenavnet i 1847; et eksempel som ti andre kommuner senere har fulgt.
Marchand-Tawse er resultatet af et atypisk makkerpar, forenet ved deres fascination af Bourgogne: Pascal Marchand er oprindeligt sømand fra den fransktalende provins Quebec i Canada (!). Han havde, da han begyndte for sig selv, gennem 15 år skabt sig et navn i Bourgogne ved arbejde for respekterede domæner som Comte Armand og La Vaugeraie, samt Pinot Noir projekter i Vestaustralien.
Moray Tawse, finansmand og vingårdsejer i Ontario i Canada, gav ham den økonomiske mulighed. Han havde Bourgogne som forbillede i sin vinproduktion og fik fra 2006 Pascal Marchand som konsulent. De gik all-in, fik en vinkælder i Nuits Saint Georges og har netop færdiggjort en nyindrettet kælder i Beaune, specielt til hvidvine. I et interview med "Bourgogne Aujourd'hui" blev han spurgt, om det er en rentabel investering, han har gjort. "Nej, det er en sentimental investering. Jeg har investeret her for at prøve at give mit beskedne bidrag til historien i det, jeg betragter som den største vinregion i verden...".
Projektet har fra starten været tænkt biodynamisk, men uden certificering, da der bruges mange druer fra marker ejet af andre dyrkere, selv om bio-standarder for markarbejdet overholdes . Månekalenderen følges i alle processer, og brugen af svovl er minimal. Der plukkes i små 17 kg. kasser, så druerne ikke presser hinanden i stykker. Der bruges kun naturlig gær og lange macerationstider før presning for at udtrække smagsstofferne så blidt som muligt. En meget tidkrævende verikalpresse bruges til små cuvéer og en pneumatisk til de større.
Gæringskarrene er åbne og af træ, som Pascal Marchand holder af pga. deres store træghed overfor temperaturændringer. Egefadene er fra fire forskellige skove og kun let toastede. Nye fade bruges fra 10 - 100% afhængigt af vinen og årgangen. Klaring bruges ikke til rødvine, og filtrering meget sjældent.