Her er fokus en vin med åben frugt, der kan drikkes tidligt. Rig aroma af små mørke bær vælter op af glasset med noter af peber og kryddernellike, ikke mindst helt ung. Den er sømløst bygget med delikate, modne tanniner og nærmest sprælsk frugt. Bredt anvendelig vin med åbne arme og stor charmefaktor.
Druerne fra vinstokke op til 25 år er høstet 6.-15- september og gæret 15 dage delvis i cementtank, delvist i store trækar med 20% hele klaser. Vinen lagrer 30% i barriques brugt 2-5 år, 70% i store træfade i 11 mdr. Navnet refererer til vinens imødekommende smag, der gør den velegnet til at drikke med det samme.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Emmanuel Darnaud siden 2006. Den entusiastiske Emmanuel Darnaud producerer polerede, generøse vine på sin vingård i La Roche de Glun, der ligger på en halvø ved Rhône-floden. Han fokuserer på at vise hver parcels individuelle og unikke udtryk.
Emmanuel Darnaud startede som ung hos den velrenommerede Hermitage-dyrker Bernard Faurie, inden han startede for sig selv i 2001 med 1,5 hektar vinstokke Crozes-Hermitage lige syd for den lille by Tain l'Hermitage. År for år har ejendommen erhvervet nye jorder, og i dag har de nu 15 hektar i Crozes-Hermitage, der omfatter 21 parceller i Roche-de Glun lige syd for Tain l'Hermitage, Pont-de-l'Isere området hvor Rhône og Isère bifloden løber sammen, samt i Mercurol øst-sydøst for byen. Alle er præget af meget stenede gletcheraflejringer med højt mineralindhold.
I 2010 tilføjede vingården 1,7 ha i St. Joseph. Parcellet ligger ved Maures lige overfor Crozes-Hermitage, hvor jorden er granit. Herudover ejer Emmanuel også en parcel i Hermitage, som han har arvet fra sin svigerfar, Bernard Faurie.
Emmanuels omhyggelige arbejde i mark og kælder sikrede ham allerede fra starten i 2001 anerkendelse som en talentfuld producent blandt de store i regionen, og hans vine høster ofte stor ros i franske og internationale medier.
Vinifikationen er meget traditionel. Det, der sætter prikken over i'et, er den dybtgående forståelse for- og håndtering af druernes karakter i den konkrete årgang i samspil med vinifikationen. Også bevarelse af områdets grundkarakter er vigtig. I mange anmeldelser af Emmanuel Darnauds vine nævnes det særligt, at de, trods dyb frugtkarakter, har den friskhed og saftighed som viser, at det er Nordrhône.
Helt siden starten har Emmanuel gjort sig umage med at adskille produktionen fra hver jordparcel til vinfremstilling for at holde vægten på hvert terræns subtilitet og levende udtryk. Hans ideal er at finde en perfekt balance, hvilket kræver den største omhu under druehøsten. Jordene bearbejdes, og udbyttet er begrænset. Druerne plukkes manuelt og grupperes efter parcel. Høsten afstilkes delvist og lægges i gæringskar i 15-20 dage. Vinen bringes til en finish i træbeholdere, for det meste fade, men også trækar eller enorme egetræsfade kaldet "demi muids".
Arbejdet på vingården udføres med miljøhensyn for øje. Siden juni 2020 har vingården været certificeret med HVE Haute Valeur Environnementale.