Et utroligt charmerende og velsmagende glas vin med noter af ribs, brombær og delikate krydrede noter. Finesse og lethed fra den ene del af Cairanne er blendet med fylde og modenhed fra den anden del. Serveret ved 17 grader er den et perfekt match til simreretter, lammekølle med rosmarin og klassiske danske juleretter.
Domaine les Hautes Cances er det nye store projekt hos Pierre Amadieu fra Gigondas. Pierre Amadieu købte i 2019 vingården Domaine les Hautes Cances, der ligger i Cairanne meget tæt på Gigondas. Vingården ejer 12,5 hektar vinstokke i Cairanne. Pierre Amadieu har brugt de sidste par år på at restaurere vingården og markerne, og de er nu klar med deres første vin fra huset. Vinen har ligget klar i kælderen hos les Hautes Cances, men det er Pierre Amadieu, der har lavet blendet og sat sit klassiske aftryk på vinen.
Druerne er Grenache, Syrah, Mourvèdre og Cinsault, som kommer hhv. fra terrasser langs floden Aygues og fra kratlandskabet, der går under betegnelsen "garrigues". Til sammen skaber de den elegance, som har gjort Cairanne berømt og ultimativt givet byens dens status som Rhône Cru i 2016.
Pierre Amadieu er det store navn i Gigondas, som siden 1929 og gennem tre generationer har opbygget det største domæne i Gigondas med 137 ha. Intet er sparet, selv i de små detaljer. Jean-Pierre, 2. generation, har en stor del af æren for, at Gigondas i 1971 fik egen appellation. I dag ledes huset af 3. generation, Pierre, som også er præsident for alle vingårdene i området. Hans ambition er at skabe klassisk Gigondas, som har mineralitet såvel som kraft: "Jeg vil lave elegante vine med behagelig friskhed og god frugtighed, der respekterer familiens traditioner og appellationens typiske kendetegn."
Med årene er huset også begyndt at lave vin fra andre Rhônedistrikter som Vacqueyras, Vinsobres, Châteauneuf-du-Pape og Côtes du Rhône. Med disse vine er Pierre Amadieu kommet i mål med ønsket om at kunne tilbyde et bredt sortiment af vine i klassisk stil fra en stor del af Rhône.
Robert Parker siger bl.a. om domænet: "Læsere, der søger solid vin for pengene så vel som god typicitet fra SydRhône, skal se på vinene fra Pierre Amadieu.....de giver altid masser af nydelse og er rimeligt prissat".
Cairanne har meget længe været kendt for et højt kvalitetsniveau og er blandt de kommuner, der som de første i 1953 fik tilladelse til at sætte navnet efter Côtes-du-Rhône. Den var også blandt de første kommuner med overklassebetegnelsen "Villages" i 1967. Som kronen på værket fik kommunen sin egen appellation / AOP fra årgang 2016 for vine, der produceres i kommunen. De godt 850 ha. marker ligger nordøst for Orange, vest for AOP Rasteau og overvejende syd og øst for den højtliggende landsby Cairanne, som i middelalderen var støttepunkt for Tempelherreordenen. Rhônes biflod Aigues og adskillige småfloder og bække løber igennem området, der har meget varierede jordbundsforhold med tung ler, kalk, jernholdig sandsten og aflejringsjord fra vandløbene, så vinene kan variere en del i stil.
Markerne skal plantes med mindst 50% Grenache, mindst 20% Syrah og/eller Mourvedre og max. 20% af de andre druer, der er godkendt i Côtes-du-Rhône. Mange vine har udviklingspotentiale. Der laves også en lille smule hvid og rosé.