Riesling er druen, der – i de rigtige hænder – mestrer et hav af stilarter. Fra det raslende tørre til det smægtende søde, fra de umiddelbare, letforståelige til de underfundige med årtiers udviklingsmuligheder – samt mousserende vine.
Druens stærkeste kendetegn er den friske syre og gode evne til at overføre jordbundens mineralitet til vinen. Den trives, med varierende stilarter, under vidt forskellige forhold både m.h.t. vejr og jordbund.
Første gang Riesling blev omtalt var i år 1435, hvor den voksede vildt i skovene i Oberrhein i Tyskland. Rieslings elegante, vedholdende syre giver den gode muligheder også i varmere klimazoner. Der laves Riesling i Australien, New Zealand, Sydafrika og USA med fine resultater, men ofte med mindre af den svævende lethed, der opnås under køligere forhold i Tyskland, Alsace og Østrig.
Især på de gode adresser i Tyskland, hvor det meste af verdens Riesling dyrkes, laves vine med en stor smagspalet, som alligevel er ret alkoholsvage, fjerlette i munden og har fint udviklingspotentiale. Druen tåler hårde vintre og undgår ofte forårsfrost, fordi den modner sent.
Vinen har en meget rig, blomstrende aroma og frisk, sprød smag med fine syrer, og ofte med et langt lagringspotentiale.
Den er særdeles egnet til sen høst og angribes gerne af ædelråd. Disse søde vine, som stadig her med balancerende syre i baggrunden, kan udvikle sig i mange årtier. Den anses normalt ikke for egnet til lagring i små egefade, hvor træet sætter præg på vinen, men gerne i store, gamle fade. I blandinger kan den give kant, sprødhed og syrespil til andre, rundere og blødere druetyper. I de mest mindeværdige vine er den dog oftest solodrue.
Nogle mener at petroleumsnoten, der kan forekomme er en fejl – i hvert fald på yngre Rieslinger. Flere ting spiller ind om denne note kommer frem i vinen eller ej. Riesling indeholder karotenoider (det som er med til at give gulerødder den orange farve), der nedbrydes ved let overmodning, som er med til at frigive petroleumsaromaerne pga. den skrøbelige struktur. Varme og mangel på kvælstof i jorden kan også bidrage til aromaen. De australske Rieslinger vil ofte have mere petroleum i smagen end de tyske, der kommer fra et køligere område.
Riesling til mad
I forhold til mad kan Riesling – netop pga. de forskellige udtryk man kan få frem – være utrolig alsidig.
En tør Riesling kan være fremragende til fisk og skaldyr, da du ofte finder citrusnoter, der er med til at give friskhed og en salt, mineralsk karakter – ceviche kunne være en oplagt ret.
Riesling med lidt restsødme går ofte godt til det mere krydret og stærke, som i det indiske- eller kinesiske køkken, hvor de fleste andre vine må melde pas.
Riesling med alderen får mere udviklede noter, som f.eks. petroleum, svampe og moden, intens frugt – mens smagen bliver længere og længere. Til disse vine kan man med fordel servere en ret, der indeholder nogle af de samme elementer, som kunne være pasta med svampe, nødder og parmesan.