This website requires JavaScript.

Priorat & Montsant

Montsant – “Det hellige bjerg” &
Priorat – “Kloster af Guds Trappe” (Priorato de Scala Dei)

I Catalonien lidt sydvest for Barcelona i Spaniens nordøstligste region ligger Priorat og Montsant side om side. Faktisk omkranser Montsant næsten Priorat som en hestesko på bjergskråningerne, der rejser sig mere end 750 m.o.h.

Gamle vinstokke i Llicorella

Trods ret kort afstand til Middelhavet er Montsant og Priorat nogle af de tørreste og varmeste vinområder med fastlandsagtigt klima med store temperaturvariationer – også mellem dag og nat. Områderne er præget af marker med ekstremt gamle vinstokke, der bidrager med kompleksitet og intensitet til druerne.

Priorat/Priorato fik sin appellation (DO) i 1954, og den har fået sit navn efter det gamle Kloster af Guds Trappe (Priorato de Scala Dei), da vinmarkerne ligger højt i op til over 700 meters højde på stejle terrasser. Jorden er karakteristisk Llicorella, som er skifer og den eroderede kvarts: Mica. Llicorella giver vinene et udtalt mineralsk udtryk, der tøjler den intense frugt og høje alkoholprocent. Den ekstremt næringsfattige overjord tvinger vinstokkenes rødder ned i skifersprækkerne for at søge næring og væde.

Montsant, der betyder Det Hellige Bjerg, fik sin appellation (DO) i 2001. Markerne ligger i 200 – 700 m.s højde. Jordbunden har lidt af Priorats Llicorella men består hovedsageligt af ler, granitsand og rullesten, der giver mere frugtige, juicy og venlige vine.

Druerne i Priorat og Montsant

Rygraden i de traditionelle rødvine fra Priorat og Montsant er Garnacha/Grenache og Cariñena/Carignan (hhv. Garnatxa og Carinyena på catalansk), men der dyrkes også Cabernet Sauvignon, Morlot og Syrah samt Monastrell/Mourvedre. Vinene er ofte blandet af forskellige druer.

Garnacha er en meget sukkerholdig, ret tyndskindet drue, hvilket giver en potentiel høj alkoholprocent, stor saftighed, en underliggende sødme og et behersket tanninindhold i forhold til vinens fylde. Cariñena er en mere robust drue med tykkere skind, mørke frugttoner og giver struktur til vinen.

De traditionelle hvide druer er Grenache Blanc og Macabeo/Viura. Grenache Blanc giver typisk mineralsk prægede vine med smag af grønne æbler og fersken og et let krydret touch til sidst, og druen har ofte en vedvarende smag. Macabeo er typisk en blandingsdrue, der giver aroma og tyngde til vinen.

I Priorat og Montsant ligger markerne højt. Det giver et køligt natteklima, der bevirker, at druerne ikke bliver kogte og overmodne af varme om dagen.

Gastronomisk

Servér de røde vine køligt til veltilberedte grillretter, gode oksekødsretter med fylde og kraft eller til velkrydret langtidsstegt lam.

De hvide er velegnede til f.eks. hvid fisk – gerne grillet eller i cremet sauce. De fyldigere udgaver vil også imponere som gennemgående vin til et helt måltid