Ugens vinanbefaling kommer fra sommelier og vinkonsulent Martin Bonde, der til daglig sørger for at Danmarks bedste restauranter og vinbarer har spændende og velsmagende vine på vinkortet.

“Normalt vil jeg vælge en cool climate Pinot Noir, når jeg skal hygge derhjemme. Det er typisk den stil, der rammer min personlige smag bedst. Men en gang i mellem bliver jeg mindet om, at det ikke altid kun er selve druen – her Pinot – der er eneansvarlig for vinens endelige udtryk. Selvfølgelig har Pinot Noir sine karakteristiske dufts- og smagsaromaer, men er i lige så høj grad blot et medie, der udtrykker specifikke terroirs og vinificeringer. Jeg har overhørt vinbønder i Bourgogne der siger: Jeg laver ikke Pinot Noir! Jeg laver Le Chambertin!”

“Min anbefaling er Guiry, der i den nye årgang har det udtryk, som jeg efterlyser i en vin…”

Da jeg smagte den nye årgang af Guiry Sangiovese fra 2016 blev jeg ramt af præcis det udtryk, jeg efterlyser i en vin. Den er let, levende og vibrerende med en meget forsigtig maceration af farve og tannin. Den formår stadig at have en distinkt krydret Sangiovese-aroma, men det lave farve- og tanninniveau gør, at jeg nok aldrig vil skyde på druen Sangiovese, hvis jeg fik den serveret blindt.

“Biodynamisk tilgang med månekalender og klassisk musik for vinstokkene i markerne…”

Tenuta Mara er meget biodynamiske i deres tilgang (hvis det kan gradbøjes?). Udover at følge månekalenderen og benytte de forskellige urteafkog i markerne, bliver der også spillet Mozart og andet klassisk musik for vinstokkene i markerne. Det hele for at opnå en holistisk balance og give planterne bedst mulige vilkår. Om det virker? Svært at sige konkret, men der er ingen tvivl om, at det er en meget levende og frisk vin jeg får i glasset, og at den giver mig et stort smil på læberne for hver slurk. Og ja, vinen har bællefaktor, hvilket er et plus i min bog. Forstået på den måde, at man bliver ikke træt af den efter første glas eller hiver efter vejret på grund af oversvovling.

Jeg nyder den lettere afkølet grundet det lave tanninniveau, og den går fremragende til lettere retter, hvor man normalt vil gå efter Pinot Noir. Det vil sige: fjerkræ, salater – gerne med masser af krydderurter – og så  til gris på den italienske måde feks. Porchetta.

Skål!

Find vinen

Har du brug for flere vinanbefalinger, et mad- og vinmatch eller hjælp til at sammensætte dit vinkort, så kontakt vores vinkonsulenter på vin@eriksorensenvin.dk.