Salgschef i Erik Sørensen Vin og vinder af Masterchef 2017, Michael Oxvang, giver dig her sit bud på den italienske ret: Spaghetti Vongole. Få opskriften og vinen til den herlige ret med de velsmagende og smukke venusmuslinger.

1 kg venusmuslinger
2 skalotteløg
4 fed hvidløg
En halv pakke smør
4-6 spsk. olivenolie
Et stort glas tør hvidvin
Et halvt bundt bredbladet persille
500 g. spaghetti af god kvalitet
1 citron

Sådan gør du

En god time før spisetid starter du med at rense dine muslinger. Herefter kommer du dem i en skål med saltvand. På den måde snyder du muslingerne til at tro, at de er kommet hjem og derfor åbner sig for at spytte sand og andre urenheder ud. Efter en time i deres nye lejlighed, skal de have et bad i rent vand og er nu klar til brug.

Snit skalotteløg og hvidløg og sautér ved middel varme i en gryde med olivenolie og en lille klat smør, i ca. 3-4 minutter. Skru herefter helt op for komfuret, inden du tilsætter dine drænede og rene muslinger i gryden, sammen med et glas tør hvidvin. Put låg på og damp i 2-3 minutter. Kog i mellemtiden din spaghetti i saltet vand som anvist på posen, til de er al dente.

Når dine muslinger er færdige, tager du disse fra, men beholder væden i gryden. Denne pisker du sammen med små tern af kold smør, lidt ad gangen. Smag til med revet skal fra en halv citron, saften af samme, samt salt og peber. Hak din persille fint og tilføj en god håndfuld sammen med muslingerne. Nu mangler du blot at vende din kogte spaghetti i gryden og så er du klar til at servere i dybe tallerkner. Drys med persille og værsgo’ at spise.

Nyd et glas 2017 Valpolicella Classico fra Speri – en frisk og let rødvin

Normalt ville vi foreslå et glas hvidvin til denne ret, men Speris 2017 Valpolicella Classico – en frisk og let rødvin vil også passe perfekt let afkølet. Her er tale om en klassisk, elegant Valpolicella, der er atypisk frisk, sprød og læskende, til trods for den er lavet på samme druer som Amarone-vinene; 60% Corvina, 30% Rondinella og 10% Molinara. Vinen ser aldrig indersiden af et træfad og man hiver ikke meget farve ud fra skallerne, så derfor får man en lys, frisk og elegant rødvin.

Speri er et økologisk familiedomæne, der gennem syv generationer har oparbejdet et markareal på 60 ha. i den midt-nordlige del af Valpolicella Classico zonen. Det er ikke langt fra Gardasøen, der med sin store vandmængde er med til at moderere klimavariationer, ligesom bjergene mod nord er det. Parcellerne er i fem områder med forskelligt lokalklima, mellem 150-350 meters højde. Terrænet er meget bakket og så stejlt, at flere marker er plantet i terrasser. Jorden er vulkansk og kalkholdig, hvilket bidrager til mineralske rødvine.

Find vinene fra Speri
Læs mere om Speri

Vil du have mere mad-og vininspiration? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Erik Sørensen Vin og få de seneste nyheder, mad-og vinmatch, anmeldelser m.m.