En sommervarm tirsdag morgen i juni var scenen sat i Reims for Club 38s seneste sammenkomst. Club38 er et initiativ stiftet af Erik Sørensen Vin og Henriot Champagne, som en hyldest til Henriots Cuvée 38 og champagneglade nørder. Klubben indeholder 38 medlemmer og den danske version var den første i verden, da den i december 2017 blev stiftet. Siden hen er en hollandsk bror kommet til, ligesom der pt. er planer om andre udvidelser. Adgangsbilletten til klubben er et årligt køb af Henriot Cuvée 38, der kun produceres i 1000 udgaver og kun i magnum.

Kældermester, Laurent Fresnet, stod denne tirsdag morgen klar i døren hos Henriots hovedsæde i Reims. Indenfor havde han linet op til dagens første smagning af Champagne Henriots nuværende portefølje. “Hvis ikke en klub fuld af champagnenørder skulle drikke champagne klokken 9 om morgenen på en tirsdag, hvem skulle så?”

Laurent præsenterede kort huset, champagneområdet, og hans arbejde i kælderen. Som kælder-mester for et stort hus som Henriot, består hans primære arbejde i blends og at tilsikre en konstant kvalitet og konsistens år efter år. Med 1,3 million flasker om året, svarende til 90% af Henriots produktion, er husets Non Vintage (NV) hans suverænt vigtigste opgave. Henriots nuværende NV flasker på markedet omfatter Brut Souverain, Rosé og Blanc de Blancs. Derudover producerer de en årgangsrosé, en årgangsvin, prestigecuvéen Hemera samt Cuvée 38, der som noget specielt kun produceres i magnum og i 1000 flasker om året.

Laurent fortalte endvidere, at han med Henriots stil forsøger at omfavne en let floral profil med smørrede noter og citrusfrugter i eftersmagen. Huset lægger vægt på finesse, elegance, kompleksitet og fylde.

Smagenoter fra 1. smagning hos Henriot

Henriot Rosé NV

50% Pinot Noir, 40% Chardonnay og 10% Meunier. Base 2015 med 35% reservevin fra ældre årgange. Dosage 8gr/l. Masser af røde bær i næsen. Jordbær, hindbær. Meget frugtig stil, en let svampet note fra Pinot’en. Meget let, læskende og frugtig med en snert af sødme fra både frugten og dosagen. Man fornemmer desuden let kalk og citrusnoter i eftersmagen.

Henriot Brut Souverain NV

50% Chardonnay, 45% Pinot Noir og 5% Meunier. Base 2014 med 30% reservevin fra ældre årgange. Dosage 7gr/l. Let smørrede noter, hvide blomster og hvid fersken, kalk og frugtig. I munden frembringer den umiddelbart minder om barndommens glade vingummibamser tilsat kalk og mineralitet.

Henriot Blanc de Blancs NV

100% Chardonnay. Base 2013 med 40% reservevin fra ældre årgange. Dosage 7gr/l. Krudt, tang, hav, salt, citrus, kalk, hvid fersken og lette smørnoter. En lille smule mindre frugtig stil end de to foregående, men stadig meget rund og balanceret. Næsen fornemmes lidt mere mineralsk og kalket end champagnen fremstår i munden. Uden tvivl min personlige favorit blandt NV’erne. Som et lille indspark, kan det i øvrigt bemærkes at denne champagne senere på dagen blev serveret i større glas, hvilket klart er at anbefale. Vinen åbner sig virkelig fint med lidt luft.

Henriot Vintage 2008 Brut

50% Pinot Noir og 50% Chardonnay. Dosage 6gr/l. Næsen i denne vin fremstår efterhånden med let modenhed. Svampe, hasselnødder, hvide blomster, smør, let toast, abrikos, lime og citrus. I munden føles den stadig lidt stram og syrerig for mit vedkommende, men der er sket meget på det halve år siden frigivelsen.

Med tanke på hvor fantastisk både 1996 og 2006 drikker, så er det her uden tvivl et fantastisk glas in the making. Men for mig personligt kræver den stadig et år eller to mere, som minimum.

Henriot Hemera 2005

50% Pinot Noir og 50% Chardonnay. Dosage 3,5gr/l. Føles umiddelbart helt anderledes end resten af lineuppet. Meget mørk i stilen med ristede nødder, kaffe, chokolade, kalk og smør. I munden føles den overraskende frisk og kalket, men med de samme underliggende mørke noter som næsen. Virkelig et fint glas der umiddelbart synes at være perfekt til en kødret eller andet i samme boldgade.

Smagsprøve på “vin clair” i kælderen

Efter smagningen inviterede Laurent os med i kælderen. På vejen derned passerede vi tanken med Cuvée 38 “vin clair” og blev tilbudt en frisktappet smagsprøve. Vin clair er champagne inden det er hældt på flaske og andengæringen er startet. Kort sagt; almindelig hvidvin uden bobler.

Det var en sjov oplevelse og øjenåbner for mange af os. Vinen fremstod meget ung, grøn, syrerig og faktisk lettere usammenhængende. Vi diskuterede indbyrdes, hvor svært et job det må være som kældermester at smage vin som dette og skulle forestille sig hvordan det vil være om 7-8 år med bobler i efter endt flaskegæring. Det er ikke for sjov, at jobbet som blandemester i en champagnekælder ikke er for enhver.

En 5-6 etager længere nede nåede vi bunden af Henriots kælder. Her var selvsagt køligt og fugtigt, som det bør være. Vi bevægede os gennem de lange gange og beundrede samlingerne af ældre vin, helt tilbage til Enchanteleurs 1928 på magnum. Efter en lille rundvisning havde Laurent fundet en flaske Blanc de Blancs 1988 frem fra en af reolerne og iført sig et forklæde. Med hvad der bedst kan beskrives som en omvendt øloplukker, degorgerede han flasken foran os.

Degorgering af champagne er fjernelsen af gærresterne i flasken. Nu til dags har man ofte moderne maskiner der hjælper med denne proces, men i gamle dage foregik det på ovenstående vis. Processen med det håndholdte værktøj kaldes “À la volée” og kan oversættes til “on the fly”.

Efter degorgeringen blev vi alle budt på en smagsprøve. Flasken fremstod som imponerende frisk af en 1988’er. Næsen var meget moden med chokolade, karamel, honning og smør. I munden var den næsten syrestram, kalket og citruspræget med karamelnoter i eftersmagen. Det nævnes ofte at gærresterne præserverer champagne under opbevaring og de derfor ældes meget langsommere. Det er samme årsag til at mange huse tilbyder sent degorgerede flasker. Og her må man bare sige, at det kom fuldstændig til udtryk.

”Et fabelagtigt glas!”

På trods af, at ingen af os havde lyst til at forlade kælderen efter denne oplevelse, blev genopstigningen til jordens overflade påbegyndt. Tilbage i gården foran Henriot blev en bus kørt frem og klubbens medlemmer læsset ombord.

Les Auinos – fransk elegance på Henriots nye château

Nu gik turen en lille time sydpå til vinmarkerne lige uden for Epernay. I vinmarkerne blev der givet en kort introduktion omkring arbejdet med vinstokkene og de forskellige processer, der gennemgås i løbet af året. Alt sammen selvfølgelig akkompagnieret af et glas køligt Henriot Brut Souverain.

Videre til den lille forstad Pierry, stod Henriots venlige ansigter klar til at åbne dørene ved deres nyligt erhvervede château “Les Aulnois”. En sirligt velholdt og trimmet have vidnede om fransk elegance og sans for detaljen. I solrige omgivelser blev der budt på endnu et køligt glas Blanc de Blancs – denne gang i de føromtalte større glas, der åbnede fantastisk for oplevelsen.

Et frokosteventyr iscenesat af Mads Cortsen fra Cortsen Dining

Efter et kort besøg i châteauets kælder, der for øvrigt indeholdt store mængder vintage 2008, som Laurent efter eget udsagn havde gemt godt væk til eget forbrug: “Because it is going to be magnificent and amazing in ten years”, var der dækket nydeligt op i spisesalen. De smukkeste vægge prydede lokalet. Henriots repræsentant berettede, at væggene var håndmalede tilbage i det 18. århundrede og nu var fredede. I sandhed imponerende omgivelser.

Til denne særlige lejlighed havde Erik Sørensen Vin medbragt Mads Cortsen (Cortsen Dinning) til at forestå frokosteventyret. Mads havde startet dagen tidligt på det lokale marked og indkøbt friske råvarer til seancen. Derudover var der spædet op med grønt fra den lokale køkkenhave på Les Aulnois. Mads præsenterede tre smukke og fantastiske retter, og en mellemliggende osteservering af lokalt guld.

Til de hvide asparges med beurre blanc, sennepskorn og frisk æble blev selvfølgelig serveret Cuvée 38 i den nyeste release. Cuvée 38 er 100% Chardonnay fra Henriots bedste vinmarker og produceres som “Solera”, der er et blend af mange forskellige årgange tilbage fra 1990. Den fremstår med en imponerende kompleksitet og formår at forene både et alderspræg samt en fuldstændig frisk og kalket profil. Noter som abrikos, honning, lime, citronskal, smør og nødder. Den er stadig meget ungdommelig og vil være interessant at smage om 10-20 år, hvis man kan holde fingrene væk i mellemtiden.

Den næste ret fra Mads var langtidsstegt ungkvæg med trøfler, smørstegt svampe samt en sauce på reduceret Henriot Blanc de Blancs skilt med persilleolie. Til dette blev serveret Henriot Hemera 2005. Et match “made in heaven”. Netop som forventet under morgenens smagning, formår Hemera 05 på smukkeste vis at omfavne en kødret som denne. Imponerende godt match!

Mellemretten bestående af en ostetallerken med fire forskellige oste, kan jeg desværre ikke bidrage med noter til, da jeg ikke er ostespiser. Blasfemisk, jeg ved det. Til gengæld er vinen så absolut værd at nævne: Henriot Vintage 1996. På jeroboam (3 liter). Laurent forklarede, at Henriot frigiver deres årgange på større flasker med interval. Således blev 1996 først frigivet på almindelige flasker, siden hen på magnum og nu altså på jeroboam. Der var således tale om et eksemplar der er nyligt degorgeret. Som respekt for den oprindelige winemaker og tiltænkte stil, påfører man stadig de nye flasker med den originale etiket.

Og wauw, for en flaske. Noter af trøffel, ristede nødder, smør, mineralitet, toast, let ingefær, citrus og kalk. Jeg har for ikke så længe siden drukket den sidste af mine egne Henriot 1996 på almindeligt format og kunne ikke undgå at bemærke, hvor imponerende frisk og ung denne var i sammenligning med. Hvis disse jeroboam udvikler sig på bare tilnærmelsesvist samme måde som de almindelige flasker, så bliver det her intet mindre end episk om en håndfuld år eller to. Og så er der jo lige nok til at man kan dele med sin bedste ven, når man har en jeroboam.

Tilbage stod blot frokostens dessert. Et smukt rødt potpourri af jordbær, spongecake, frisk mynte og creme anglaise. I glasset blev serveret Henriot Rosé 2008. Et ganske fint match og et udemærket opgør med tanken om at desserter nødvendigvis skal mødes med søde dessertvine.

Vinen er særdeles indbydende med noter af hindbær, kirsebær, granatæble, let toast og vinøsitet. Rund og balanceret, som de fleste andre af Henriots vine. Det være sagt, så er det en lettere utaknemmelig opgave at blive serveret efter 1996 på jeroboam.

Efter en velfortjent applaus til Mads for hans fremragende arbejde i køkkenet, takkede klubben Laurent og resten af Henriot for en fantastisk og enestående dag i det franske. Bussen blev til sin videre færd fyldt op med Henriot Blanc de Blancs på magnum, men rygtet vil vide, at bunden var nået før bussen nåede ud af Pierry og Epernay.

Boblende hilsner Morten, Club38 medlem

Se udvalget fra Champagne Henriot

Vil du vide mere om Champagne Henriot – kontakt en vinkonsulent på vin@eriksorensenvin.dk eller tlf. +45 43 46 99 00.