“For nogle uger siden gik turen for mit vedkommende til det helt fantastiske og magiske sted Piemonte – kendt for sit smukke bakkede landskab. Siden da er jeg kommet hjem igen og er også kommet tilbage til dagligdagen. Mine tanker går dog stadig ofte til Piemonte – og jeg må indrømme, at det forholdsvis simple landlige køkken og de smagfulde vine i høj grad savnes”- fortæller vinkonsulent Anne- Sofie.
I et forsøg på at bringe noget af Piemonte magien hjem i stuen, har jeg taget en flaske af Cigliuti’s Vie Erte fra Barbaresco med hjem. Det er Cigliuti’s basis-Barbaresco, som har lagret i 26 måneder på 2000-liters slavonske fade. Den er lavet på 100% Nebbiolo, ligesom Barolo. Der er ligheder og forskelle på de to slags vine; Barbaresco er lettere, med mindre struktur, men ofte med mere elegance.
“I duften finder jeg kirsebær, jordbær, moreller, lidt lakrids, trøfler, skovbund og tobak. Smagen skuffer ikke og her mærkes det udtørrende tanninbid og syren, som løfter vinen op”.
For mig er 2015 Barbaresco Vie Erte, Cigliuti, DOCG den perfekte efterårsvin, som kan nydes til vildtkød, simreretter eller en lækker pastaret med trøfler. For tiden er jeg tosset med denne stil; jordbundsnoter og tanniner. Denne vin er vild og levende med høj kvalitet. Giv den lidt luft på karaffel og den vil udvikle sig og åbne sig endnu mere op.-
Det lykkedes for Cigliuti’s Vie Erte, at føre mig tilbage til Piemonte, for en kort stund.
Find vinen her
Barberesco og Barolo
Barbaresco har ikke nær så lang en vinhistorie som Barolo, selv om der kun er et kvarters kørsel mellem områderne, nordøstpå fra Barolo gennem Albaregionen. Druerne blev før solgt til Baroloproducenter, og starten på områdets egen identitet regnes fra dannelsen af det første kooperativ i 1894. Jordbunds- og klimaforhold er mere ens end i Barolo, og klimaet er lidt lunere og mere tørt. Landskabet er lige så bakket som i Barolo: skråninger i massevis, men arealet er langt under det halve, så produktionen er i gennemsnit ca. 35% af Barolos.
Udover Nebbiolo dyrkes der også Barbera, Dolcetto, Moscato og Chardonnay m.v. Den officielle anerkendelse apellation/DOC kom i 1966, og den “fine” DOCG-betegnelse fik man i 1980. For at beskytte gamle cru’s / vinmarknavne mod uretmæssig brug er der nu indført 66 små zoneinddelinger af området. Jordbunden er overalt variationer af grå- og blå mergel med kalk og sand. Vinene skal lagre 2 år – heraf et år i træ. Skal man generalisere, går vinstilen for at være lidt blødere, mere saftig og med knapt så strenge tanniner som Barolo, men der er så stor variation mellem kvalitetsniveauer og domæner, at “kend din producent” er et lige så godt råd her, som andre steder.
Azienda Agricola Cigluiti er en vingård med fuldt fokus på terroir
Den mindre familieejendom ligger i Neive nordøst for Alba i Piemonte, med udsigt til Barbaresco’s bytårn i det fjerne. Renato, der driver domænet med sin kone og to døtre, har totalt ændret standarderne på ejendommen. Han var en af de første i området til at udtynde druer i markerne så kraftigt, at naboer syntes, han var skør. Han har fuldt fokus på terroir: de lokale jordbundsforholds samspil med druen. Det omhyggelige markarbejde er basis for kvaliteten. Der høstes i hånden i mindre plastkasser, så druerne ikke trykkes itu, og der praktiseres minimum-intervention i kælderen, hvor der kun bruges naturgær. I næsten 30 år var Cigliuti den eneste vingård i området, der lod sine Serraboella druer (en Cru i Neive) gære separat, og Cru’ens navn blev nærmest synonymt med vingården. Renato var længe i tvivl om , hvorvidt døtrene ville gå ind i dette “mandearbejde”, som han så det i sine yngre år, men de deltager nu fuldt i driften, især i markerne. Metoderne er i praksis økologiske men uden certificering.
Vingården har en rød stjerne i den anerkendte italienske vinguide Gambero Rosso, hvilket betyder, at de har fået den maksimale karakter, 3 røde glas, 10 gange.
Se alle vinene fra Cigluiti