“Kvalitet og ærlighed vinder i længden” – siger vores gode samarbejdspartner, Luca Speri fra vingården Speri i Valpolicella i Norditalien. I blogindlægget fortæller han lidt om den nuværende situation på vingården og præsenterer en af månedens vine: Speri Valpolicella Ripasso Classico Superiore 2017

“Vi har været meget heldige hos Speri og er ikke stoppet med at arbejde. Med alle forholdsregler har vi dog arbejdet mere udenfor end inden døre. Coronavirussen har været hård i Norditalien. Her efter 2 måneders lockdown ser det ud til, at det bliver bedre dag for dag, og vi håber at vinde kampen. Vi har mistet noget forretning på grund af tabt salg til fine-dining, hoteller og vinbutikker. Vi sælger ikke til supermarkeder o.lign., så har ikke haft mulighed for at afsætte vine den vej. Men der begynder at komme positive tegn fra mange lande, så vi er positive og har fortsat tro på vores partnere. Kvalitet og ærlighed vinder i længden” – fortæller Luca Speri, der skulle have besøgt Erik Sørensen Vin til årets Vinfestival (den 22. i rækken), som desværre er aflyst. Istedet har vi udvalgt deres Valpolicella Ripasso Classico Superiore 2017 som fokusvin til vores “Online Vinfestival”.

Valpolicella Ripasso Classico Superiore – en vin der har sin egen personlighed og historie.

“Valpolicella Ripasso Classico Superiore er vinens fulde navn – ikke kun Ripasso” – understreger Luca. “Hos Speri har vi altid haft fokus på at lave den bedste kvalitet. Først og fremmest anvender vi kun druer fra egne marker i Classica zonen – så på alle vores vine står der ”Classico”. Classica er den originale, historiske, del af Valpolicella, der ligger tættere på Alperne og Gardasøen, som bidrager med bedre mikroklima til vores lokale druer. Med årene er Valpolicella-distriktet blevet øget med områder på den østlige side af Verona. Typisk vil man i vinene fra Classica finde mere friskhed, elegance og syre på grund af den vulkanske jord og brisen fra søen”. Se mere i videoen.

 

Balance er nøgleordet for stor vin – og selvfølgelig blødhed.

“Ripasso er en teknik, der giver mere intensitet, struktur, bløde tanniner og dybde til en Valpolicella-vin. Vinen laves, ved at lade den friske Valpolicella flyde (“passere igen”) over kvaset fra Amarone-produktionen, når denne er gæret færdig i februar/marts. I følge loven må man lave to flasker Ripasso pr. en flaske Amarone. Hos Speri genbruger vi kun Amarone-kvaset én gang, hvilket ender med, at vi laver en flaske Ripasso pr. en flaske Amarone. Vi ønsker udelukkende at få det bedste ud af kvaset, som giver modenhed og dybde. Ikke grønne tanniner og en tung vin. Balance er for os nøgleordet for stor vin – og selvfølgelig blødhed. Vi forsøger at undgå sødmen, som ikke er madvenlig og som gør vinen mindre holdbar. – fortæller Luca.

Kom med i køkkenet hos restaurant Antica Bottega del Vino i Verona

Restaurant Antica Bottega del Vino i Verona har i samarbejde med Speri kreeret et lækkert vin- og madmatch og byder på langtidsstegt kalveskank med løg, gulerødder og selleri.

Familiedomæne i 7. generationer

Speri er et familiedomæne, der gennem syv generationer har oparbejdet et markareal på 60 ha. i den oprindelige Valpolicella Classica zone. Det er ikke langt fra Gardasøen, der med sin store vandmængde er med til at moderere klimavariationer, ligesom bjergene mod nord er det. Parcellerne er i fem områder med forskelligt lokalklima, mellem 150-350 m.s højde. Terrænet er meget bakket og så stejlt, at flere marker er plantet i terrasser.

Der er i mange år blevet arbejdet på at undgå kemi. Der vokser græs overalt mellem rækkerne som dækafgrøde; kunstgødning bruges ikke; restprodukter fra beskæring og vinifikation komposteres og returneres til markerne, og insektformering bekæmpes med hormonalt forvirrende duftstoffer i stedet for sprøjtning. Fra årgang 2015 er ejendommen certificeret økologisk.

Gå på opdagelse i vinene fra Speri

Vil du have mere mad-og vininspiration? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Erik Sørensen Vin og få de seneste nyheder, mad-og vinmatch, anmeldelser m.m. Du kan også følge med på Facebook og Instagram.