Loire er Frankrigs 3. største vinregion og en region med fokus på fremtiden. Loires vine taler direkte ind den moderne forbrugers smag. De kendetegnes ved at være slanke med en frisk syre og et lavt alkohol-niveau; rødvinene har smæk på den saftige bærsmag, og de hvide står ranke frem - og så har vinbønderne fokus på bæredygtig vinfremstilling. Hoveddruerne er Cabernet Franc på rødvinssiden og Chenin Blanc, Sauvignon Blanc og Melon de Bourgogne på hvidvinssiden. Herudover finder du også rosé- og dessertvine og ikke mindst den fortræffelige Crémant de Loire, der er lavet på "Méthode Traditionnelle".
Domaine Hubert Brochard producerer Sancerre, der udtrykker deres regions terroir, hvor jordbundene tillader dem at fremstille vine med dybde, kompleksitet og stærk mineralsk karakter. Domænet er blandt få Sancerre-producenter, som fortsat høster deres druer i hånden.