En smukt afbalanceret og harmonisk portvin med dyb og tæt frugt, der retfærdiggør Krohns ry som en mester i portvin.
Farven er mørkeblå, næsten sort. Delikate ceder- og blomsterdufte blender sig med solbær og blomme. Den meget bløde smag slutter langt og med faste, velintegrerede tanniner. Den kan med fornøjelse drikkes nu men vil udvikle sig yderligere mindst et årti.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Wiese & Krohn siden 1988. Krohn har været mest kendt for deres "tawny-vine" i særklasse men har lavet "vintage port" i små mængder siden 1927. Druerne til vintage vinene kommer nu fra den fremragende beliggende vingård "Quinta do Retiro Novo", som huset erhvervede i 1989.
Historisk set er Krohn nok det største kvalitetsaftryk, nordmænd har haft indenfor vin. Huset blev grundlagt i Portugal i 1865 af Theodor Wiese, der havde solgt klipfisk til portugiserne, og hans fætter Dankert Krohn, som blev lokket med til Porto. Wiese tog tilbage til Norge i 1875 og solgte portvinen til stadig flere nordeuropæiske markeder. Krohn forblev i Portugal, og efter hans død i 1906 kom portugisiske Edmundo Carneiro ind i firmaet og overtog i 30'erne alle aktier. Huset forblev i Carneiro-familiens eje, indtil Flatgate Partnership overtog i 2013.
I 2023 kom Krohn tilbage på portugisiske hænder, da de kom under WineStone-gruppen, som er sit eget forretningsområde under José de Mello, der er en af Portugals største konglomerater. WineStones fokus ligger på at fremme vinmarkedet i Portugals Douro- og Vinho Verde-regioner.
Krohn's vingård "Quinta do Retiro Novo" ligger i den øvre del af Dourodalen ved Floden Rio Torto, "den snoede flod", der løber ud i Douro sydfra. Den består af ret stejle terrasser med mager jord, domineret af skifer og hovedsageligt plantet med de traditionelle druer Touriga National, Touriga Francesa, Tinta Barroca foruden druen Tinta Roriz. Den officielle kvalitetsklassifikation, der handler om bl.a. jordbund, druetyper, vinstokalder og plantningstæthed er "A", dvs. bedste.
Quinta Vintage Port (quinta = vingård) er Vintage Port fra en enkelt ejendom, som afspejler både årgangens- og vingårdens særlige karakter. Den behandles helt som anden Vintage Port og kan have lige så høj kvalitet og langt udviklingspotentiale. Da den før i tiden mest blev lavet i årgange, hvor den berømte Vintage Port generelt ikke blev deklareret, har den historisk set en anelse lavere prestige, men Quinta Vintage i en stor årgang fra en god producent kan sagte matche eller overgå andres Vintage Ports.
Vinen laves på stedet, så man undgår den lange transport til Vila Nova de Gaia ved flodens udløb, der var nødvendig før i tiden og ikke god for druemosten, især under meget varme forhold. Til de bedste vine, som denne, fodtrædes druemosten i de store granitkar, "lagares".