Et mangeårigt samarbejde mellem Erik Sørensen Vin og Bouchard Père & Fils blev endnu en gang manifesteret via et fantastisk besøg i Beaune. Den legendariske vinproducent med base i Bourgogne helt tilbage fra 1731, har vi forhandlet siden 2006 – og siden har vi ikke kigget os tilbage. Bouchard har år efter år formået at hæve niveauet markant, og de spiller en central rolle i vores Bourgogne sortiment.

I begyndelsen af marts drog hele Erik Sørensen Vin holdet mod Bourgogne for at besøge nogle af vores gode samarbejdspartnere, smage vin og lære en masse om området. Vinkonsulent Mikael Fuglsang, som til daglig er butikschef i vinbutikken i Hellerup, har samlet sine noter fra første stop hos Bouchard Père & Fils:

 

Dag 1 – Frokost i Beaune og de første skønne vine

Efter en bustur i højt humør fra Trier mod hjertet af Bourgogne, blev vi i Beaune taget godt imod af exportchef Samantha fra Bouchard Père & Fils. En skøn frokost fulgte med dejlig mad og skønne vine, først Henriot Vintage Champagne 2008 og dernæst Beaune du Chateau Blanc 2017 og 2018 samt Savigny-Les-Beaune 2019 Pinot Noir. Frokosten bød på skønne lokale specialiteter som snegle i hvidløg og en helt særlig ret med pocherede æg i rødvin ved navn Ouefs en Meurette. Sidstnævnte var perfekt til Pinot’en. Frokosten blev kørt i et heftigt tempo for resten af dagen bød på et visit i vineriet og dernæst en meget spændende og lettere ”våd” køretur ud i de skønne vinmarker.

 

Dag 1 – Visit i vineriet

Vores visit i vineriet gav et fint indblik i, hvordan og hvorledes det hele bliver orkesteret og ordnet. Bouchard har forholdene og ikke mindst evnerne til at vinificere alle deres 138 hektar på bedste vis og herigennem opstår magien. Vineriet er stort og imponerende og specielt det magiske rum i kælderen, hvor alle fadene lå i smukkest orden gjorde et stort indtryk. Desværre blev de meget små mængder i 2021 årgangen drøfter her, og vi kan blot sige, at vi glæder os til 2022 årgangen.

Dag 1 – Ikoniske vinmarker og store vine

Herefter trillede vi ud i vinmarkerne, der samlet set skaber den ikoniske Beaune Grèves Vigne de l’Enfant Jésus. Vanen tro, starter man med de røde i Bourgogne, og dette var ingen undtagelse. Ude ved det lille bondehus der står i centrum af marken, smagte vi vinen fra årgang 2018, naturligvis på magnum. Intet mindre end magisk.

Turen trillede derfra til Meursault, hvor Bouchard er en meget vægtig jordejer med over 20 hektar alene i denne by. Ved marken hvor Meursault Les Clous bliver skabt, smagte vi Meursault Les Clous årgang 2018 og Samantha gav os en dyb forklaring på vinen og ikke mindst opdelingerne på markerne.

Næste stop på drømme-busturen var den legendarisk Meursault-mark Genevrieres som har Premier Cru status men burde opgraderes til Grand Cru efter vores mening. Her smagte vi 2020 igen fra Magnum og den fyldige stil og intense finish ramte plet – stemningen var virkelig top-top.

 

Nu var tiden inde til rigtig at give den én på hatten! Vi blev trillet ind i det helligste land i Puligny, hvor vi gik en lille tur op til det aller ypperste indenfor hvidvin. Trioen af Le Montrachet, Batard og ikke mindst Chevalier Montrachet. Her på den bedste del af plottet ved navn La Cabotte, skaber Bouchard år efter år et vinøst mirakel. Chevalier Montrachet La Cabotte 2018 blev smagt fra magnum og stemningen blev nærmest højspændt. Vin på dette niveau, med det bedste selskab og det fedeste team, samt den smukkeste udsigt ud over marken, var virkelig en oplevelse for livet. Solen gik stille og roligt ned, mens vi nød de sidste dråber i selskab med Samantha.

Dag 2 – det smukke slot med de historiske kældre

Her fortsatte vi hos Bouchard og var i de historisk kældre i udkanten af byen under Château de Beaune. Det smukke gamle slot har en kælder, man ikke finder magen til nogle steder. De dybe kølige gange under slottet forbindes via en underjordisk tunnel fra velkomst-hallen på den anden side af gaden. I det mørke dyb finder man en kælder fyldt af de ædle dråber, helt tilbage til midten af 1800-tallet. Den ældste flaske er en Meursault Charmes fra 1846 som efter sigende stadig skulle være flot og levende – det smagte vi desværre ikke, men historie på flaske det er det helt bestemt.  De lange kølige gange er smukt udført, med rækker på rækker af flasker der ligger og modner yderligere. Det var godt, at vi havde en guide med fra huset – ellers var vi faret vild flere gange.

Bouchard har ejet det smukke Chateau siden 1820 hvor Bernard Bouchard købte det den gang tidligere royale fæstningsværk, bygget af Kong Louis XI. 4 ud af de 5 originale tårne står stadig samt dele af de gamle volde og har været listet som historiske monumenter siden 1937. De historiske kældre går helt op til 10 meter under jorden og agerer ideelle forhold for modning af vin i det dybe kølige mørke. Helt stabilt og uden den mindste rystelse.

Efter kælderturen fik vi et smukt syn over byen fra det ene tårn, samt en kort rundtur i den smukke have med skønne træ-skulpturer og et skønt syn ind i orangeriet – for sådan et er der naturligvis også.

Dag 2 – Smagning af årgang 2018

Herfra gik vi retur over gaden til smagerummet, hvor vi blev forkælet med 3 skønne røde og 3 skønne hvide. De to der stod mest frem kvalitativt var Beaune Teurons 2018 som havde en utrolig skøn frugt og en smuk aromatisk profil. På den hvide side ringende den smukke Corton Charlemagne 2018 ind med fedme, fylde og en utrolig lang finish. Der blev joket lidt med, at den burde vi havde på 9-liters, når den smagte så skønt – indkøbschefen var ikke helt enig, men alt var godt.

Slutteligt havde Samantha et es i ærmet i form af en smuk flaske Champagne Henriot 1989 på hele 3 liter. Det var hendes fødeår, og den ønskede hun at dele med os, og den var i ultimativ topform præcis som Samantha havde været det begge dage – et smukt punktum hos Bouchard og heldigvis fik vi flasken med i bussen til stor glæde for hele holdet.

Vil du vide mere om vinene fra Bouchard Père & Fils? Gå på opdagelse på www.eriksorensenvin.dk eller kontakt din vinkonsulent på vin@eriksorensenvin.dk / tlf. 43469900. Du kan også kigge forbi Erik Sørensen Vins butik, hvor vi altid byder på et glas vin.