Et pitstop hos vores gode venner: Domaine Zind-Humbrecht i Turckheim (Alsace) var selvfølgelig på programmet, da teamet fra Erik Sørensen Vin var på tur til Bourgogne i begyndelse af marts. Olivier og Margaret Humbrecht var desværre på rejse, men vi fik hilst på sønnen Pierre-Emile  og resten af holdet – og smagt en masse skønne vine.

Tag et smugkig ind i kælderen og i vinmarken hos Domaine Zind-Humbrecht. Troels Ambo har samlet sine oplevelser fra besøget på vingården, hvis vine har en særlig plads i hans vinhjerte. Domænet, der besidder omkring 42 ha vinmarker på en stribe forskellige jordbundstyper, er en af de mest historiske og ældste samarbejdspartnere hos Erik Sørensen Vin.

I vinkælderen hos Zind-Humbrecht

Vi startede med en rundvisning på vineriet i Turckheim. Har du set én vinkælder, har du næsten set dem alle, men alligevel imponerede de store gamle foudres (fransk for store træfade) os alle i kælderen hos Zind-Humbrecht. Med plads til 10.000 liter vin kræver det sin kælder at have plads, og ikke mindst kræver det en høst, hvor der er masser af vin.

Årgang 2021 var, som de fleste andre steder i Frankrig, særdeles hård ved vinbønderne i Alsace. Kvaliteten var rigtig god, men Zind-Humbrecht mistede 60% af deres udbytte og producerede kun omkring 93.000 flasker mod lidt mere end 200.000 flasker på et normalt godt år. Det gælder derfor om at holde sig til, hvis man vil sikre sig nogle af Zind-Humbrechts fantastiske vine i årgang 2021.

Erik Sørensen Vin og Zind-Humbrecht har handlet sammen lige så længe, jeg kan huske, og det er fantastisk at opleve det generationsskifte, der har været fra Leonard til Olivier og nu,hvor Pierre-Emile er ved at tage over.

Clos Windsbuhl marken – den perfekte lokation for en vinsmagning

Fra kælderen tog det ca. 20 minutter at køre til Clos Windsbuhl marken. Vi havde planlagt, at smagningen skulle finde sted i denne helt fantastiske monopol-mark i Hunawihr. Stedet er noget helt særligt, og smagningen skuffede da heller ikke.

Clos Windsbuhl ligger ca. 350 m.o.h. på bakken bag byen Riquewihr. Markens nærhed til Vogeserne beskytter den mod vind fra nord, og grundet højden har marken en lang modningsperiode. Den er ofte en af domænets sidste marker til at blive høstet, og det forklarer vinenes aromatiske kvaliteter, deres konsistente syrebalance og formidable lagringsevner. Udover en stribe forskellige druer og marker smagte vi os selvfølgelig også igennem vinene fra selve marken.

Udover Clos Windsbuhl Riesling, Pinot Gris og Gewurztraminer dyrker Olivier og Pierre-Emile også Chardonnay på marken.

Pierre-Emile der bl.a. har arbejde på DRC (Domaine de la Romanée Conti) i Bourgogne har selvsagt en vis viden omkring Chardonnay-druen, og Olivier har igennem mange år eksperimenteret med denne drue, da han også selv elsker vinene fra Bourgogne og Champagne.

100% Chardonnay

Vi smagte domænets rene Chardonnay, der laves fra Clos Windsbuhl marken. Den laves kun i enkelte år og i meget små mængder. Vinen må ikke sælges som en Alsace vin med marknavn, da den er på 100% Chardonnay, men i mange år har Erik Sørensen Vin været heldig at være den eneste importør i verden, der får lov til at købe denne vin.

Vi smagte også første årgang af deres nyeste projekt – en mousserende vin på 100% Chardonnay og zero dosage fra Clos Windsbuhl marken. Helt fantastisk at nyde disse vine midt i marken, hvor de alle kommer fra.

De to Clos Windsbuhl vine på Chardonnay (med og uden bobler) stod superskarpt på dagen, og så blev jeg særdeles positivt overrasket over både ZIND fra 2020 (hvor Chardonnay-druerne også kommer fra netop Clos Windsbuhl marken) og Riesling Roche Roulée 2021 fra markerne rundt om domænet, der ofte giver vine, der smager voldsomt godt allerede som helt unge (tidligere hed vinen Herrenweg de Turckheim).

Vi blev selvfølgelig også budt på lækre franske delikatesser; franske pretzels, ost, pølse, skinke, pain surprise og kage, som vi nød, mens den første forårssol tittede frem og varmede os trods blæsten, der kendetegner Clos Windsbuhl.

Her er tale om vine, der har alt det, der skal til for at udvikle sig til kæmpestore vine, når de bliver ældre.

Domaine Zind-Humbrecht har altid haft, og vil nok altid have, en helt særlig plads i mit vinhjerte, og de senere års retning mod langt mere tørre vine er bestemt noget, der klæder vinene særdeles godt. Min største udfordring er at holde fingrene fra flaskerne i kælderen – for hver gang jeg er så heldig at smage en Zind-Humbrecht vin med alder, så ærgrer jeg mig over, at jeg ikke besidder denne evne. Her er tale om vine, der har alt der skal til for at udvikle sig til kæmpestore vine, når de bliver ældre.

Stort tak til Zind-Humbrecht for at byde os velkommen – som altid en kæmpe oplevelse.

Gå på opdagelse i vinene fra Domaine Zind-Humbrecht

Vil du vide mere om vinene fra Domaine Zind-Humbrecht? Gå på opdagelse på www.eriksorensenvin.dk eller kontakt din vinkonsulent på vin@eriksorensenvin.dk / tlf. 43469900. Du kan også kigge forbi Erik Sørensen Vins butik, hvor vi altid byder på et glas vin.