Måske har du hørt udtrykket “vinens konge og kongernes vin”, når talen falder på Barolo. Men vidste du også, at druen bag de velsmagende, tanninrige vine hedder Nebbiolo?

Nebbiolo druen

Nebbiolo er en af de store druer i regionen Piemonte i Norditalien, der udover at være druen bag Barolo også er druen bag vinene fra Barbaresco og Langhe. Piemonte ligger i det nordvestlige Italien ved foden af de franske og schweiziske alper (navnet Piemonte betyder “ved foden af bjerget”). Det er en af Italiens bedst kendte vinregioner med ikke færre end 42 DOC og 17 DOCG appellationer.

Piemonte
Regionen Piemonte ligger mellem de kolde alper og det varme Middelhav og er præget af kolde vintre og varme tørre somre og – ikke mindst – den kendte efterårs morgentåge, der ligger som tæppe i dalen hen over området. Den bliver brændt væk af solen i løbet af dagen og hjælper med modningen af Nebbiolodruen (ordet “nebbia” betyder tåge).

Nebbiolo er ligesom Bourgognedruen Pinot Noir ekstrem god til udtrykke de specifikke terroirs, den vokser i. Enkeltmarksvine som f.eks. Cannubi i Barolo er ekspressive og særegne, og derfor meget eftertragtede for vinnørder. Nebbiolo muterer også let ligesom Pinot Noir, og der findes i dag omkring 40 forskellige varianter hvoraf de mest benyttede er Lampia (store klaser med god farve), Michet (mindre klaser og lavere udbytte) og Rosé (lysere farve).

Generelt er vine på Nebbiolo forholdsvis lyse, så man kan ofte forveksle druen med Pinot Noir på farve og kompleks aroma. Det er den intense tanninstruktur, der er den væsentlige forskel på de to druer.

Tanniner
Netop tanninerne i Nebbiolo har bevirket, at de store Barolo-vine historisk har lagret i mange år, før de har været nogenlunde tilgængelige. De traditionelle producenter har typisk brugt store gamle fade, som vinen skulle bruge måske 10-20 år for at opnå en nogenlunde tilgængelig tanninstruktur.

I 1990’erne startede en modernistisk modreaktion, hvor nogle producenter begyndte at bruge nye og mindre fade for at kunne blødgøre tanninerne hurtigere, og dermed få en drikkeklar vin efter 5-6 år. Dette har selvfølgelig noget med økonomisk realisation at gøre, men det startede også en ”krig” mellem traditionalisterne og modernisterne omkring hvad ”rigtig” Barolo skulle smage af.

Se udvalget af Nebbiolo vine

Prøv Nebbiolo til kraftige og proteinrige retter

Nebbiolo druen giver tanninrige vine med stort lagringspotentiale, og netop Piemonte er kendt for sine vine med meget bouquet; blomme, tobak og krydderier og når man er ekstra heldig, en distinkt trøffelaroma – og netop Piemonte er særlig kendt for sine aromatiske og meget dyre hvide trøfler.

Vinene på Nebbiolo er bedst sammen med kraftig og proteinrig mad og gerne med trøfler eller andre svampe. Prøv f.eks vinkonsulent Michael Oxvangs opskrift på autentisk risotto med braiseret okseskank, der med sine dybe smage er perfekt til årstiden.

3 Nebbiolo-vine du ikke må gå glip af

2018 Barolo Tenuta Reverdito, la Morra, Piemonte

Vinen Barolo dyrkes omkring byen af præcis samme navn, som ligger i den store region Piemonte. Sammen med Amarone må Barolo være den mest berømte vin i hele Italien. Barolo er altid produceret på 100% Nebbiolo, og den dyrkes i et relativt lille område i provinsen Langhe i selve Barolo kommunen.

Reverditos Barolo har en tætpakket duft med dejlig sødme, kirsebær, lakrids, chokolade og savsmuld. Smagen er saftig men samtidig koncentreret med en frisk mundvandsdrivende syre; fin og kompleks med ret blød frugtstil for druen og noter af urter, skovbund og peber. Det er en fast bygget vin, men tanninerne er finkornede, og vinen giver meget allerede som ung men kan også lagres.

Find vinen her

Michele Reverdito overtog domænet fra faderen i 1999, en vingård på nu 22 hektar i la Morra og nabokommuner, som årligt leverer ca. 70.000 fl. Han får i kælderen hjælp af søsteren Sabina og i vinbjergene af far Silvano og moderen Maria. Metoderne er bæredygtige – her bruges ikke insektgifte, pesticider eller kunstgødning.

Se vinene fra Reverdito

2019 Langhe Nebbiolo, E Pira & Figli, Chiara Boschis, DOC

Alle druer til vinen kommer fra selve Barolo og kunne sælges som sådan, men vinstokkene er lidt yngre. En saftig, hurtigere afrundet vin med fin druekarakter. Druerne til Piras Langhe Nebbiolo kommer fra Mosconi og Le Coste of Monteforte. Alle Piras marker er økologisk certificerede, men da der indgår en meget lille portion druer til Piras Langhe Nebbiolo fra naboens Barolo-mark, som ikke er certificeret økologisk, er Piras Langhe Nebbiolo ikke certificeret økologisk. Fin til pasta med kødfyld, kraftige supper og smagfulde oste. Kan nydes ung.

Find vinen her

Pira har været synonymt med Chiara Boschis fra 1990, da hun overtog den lille ejendom, hendes familie havde drevet, siden den mandlige linje i Pirafamilien var uddød. Netop da begyndte et opgør mellem traditionalister og modernister i Barolo. De første stod – lidt karikeret- for alenlang maceration af hele klaser med stilke i gamle castaniefade, der resulterede i vine, som i heldigste fald var tilnærmelige efter 8-10 år. Modernisterne ville lave lækre, tidligere modne vine med kortere maceration og lagring i toastede 225 l. barriques.

Chiara, der egentlig er økonom, havde også lært vin på det ret traditionelle Borgogno domæne, hendes brødre driver. Hun eksperimenterede meget med de nye metoder i 90’erne og fandt efterhånden en flot balance mellem Barolos oprindelige “sjæl” og en mere åbenarmet, lækker stil, der har gjort hende til den topdyrker, hun er i dag.

Se vinene fra Chiara/Pira

2017 Barbaresco “Bric Balin”, Tenuta Moccagata

Domænet har 3,4 ha. på den vesteksponerede, stejle, lokale skråning, der er meget tæt på vingården. Marken er registreret cru som “Muncagöta”, den lokale dialekt for Moccagatta. De 32 – 60-årige vinstokke vokser i 250 – 300 m.s højde på jord af blå mergel, kalk og grus. Vinen lagrer 18 mdr. i franske barriques og er kendt for at være kraftig med smagselementer af mørke bær, læder, rosenblad, varm jordtone og robust tanninstruktur. Vin med løfter for fremtiden.

Find vinen her

Moccagatta er blevet en kvalitetsmæssig sværvægter der ligger i landsbyen med samme navn som domænet, mindre end 2 km. syd for Barbaresco by. Det blev grundlagt i 1952 og drives nu af grundlæggerens sønner Sergio og Francesco Minuti. Francesco og hans søn Stefano tager sig overvejende af markarbejdet, og Sergio styrer kælderen sammen med sin datter Martina, der er ønologuddannet fra vinskolen i Alba og universitetet i Torino

Se vinene fra Moccagatta

 

Vil du vide mere om Nebbiolo og vinene fra Piemonte, så kontakt din vinkonsulent på vin@eriksorensenvin.dk / tlf. +45 43 46 99 00 eller læg vejen forbi Erik Sørensen Vins butik.