Prøv opskriften på velsmagende, sprød grønkålssalat med parmesan, mandler, citron og brunet smør. Du kan lave retten som forret eller som tilbehør til din hovedret. Opskriften er virkelig nem at gå til, og sammen med vinmatchet fra Domaine Zind-Humbrecht vil det få dine smagsløg til at synge.
Det skal du bruge til salaten
1 pakke grønkål
100 gr. smør
1 økologisk citron
1 fed hvidløg
Mandler
Parmesan til at rive
Olivenolie
Salt og peber
Sådan gør du
Skyl grønkål og fjern stænglerne i midten. Skær/riv grønkålen i passende (mellemstore) stykker. Halvdelen af kålen lægges på en bageplade med bagepapir. Hæld en smule olie og salt over og vend det godt sammen med fingrene. Sørg for at brede det ud i ét lag. Bages i forvarmet ovn på 180 grader i ca 10 min. til kålen bliver sprød. Hold godt øje med, at de ikke bliver sorte.
Hele mandler med skræl ristes af på en tør pande til de får lidt farve.
100 gr. smør brunes af i en gryde. Tilsæt 1 helt pillet fed hvidløg. Den anden halvdel af kålen sauteres kort i det brunede smør. Smag til med citronsaft. Det må gerne have en smule bid og ikke falde helt sammen.
Anret de to slags kål på et fad eller tallerken og hæld resten af det brunede smør over. Bland mandlerne i og riv citronskal og parmesan over (parmesanen gerne i flager – lavet med en grønsagsskræller). Smag til med salt og peber.
…og så til vinmatchet….
Servér Pinot Gris Turckheim fra Domaine Zind-Humbrecht til retten
Vi anbefaler, at du serverer Pinot Gris fra Domaine Zind-Humbrecht i Alsace til denne ret. Der er en god balance i vinen, og Pinot Gris’ druefedmen spiller godt op mod det brunede smør. Samtidig er der et flot syreniveau i vinen, der bidrager til et overordnet friskt indtryk.
Se alle vine fra Domaine Zind-Humbrecht