Camille Giroud begyndte oprindeligt i 1865, da han giftede sig med en kvinde fra en bødker- og negociant-familie, hvis firma han gik ind i. I 1903 fik firmaet hans navn, med hovedkvarter i Beaune, hvor det stadig ligger i dag. I de første årtier købtes kun druemost til egen vinifikation og lagringsegnede vine til videre udvikling. Efter 2. verdenskrig begyndte flere og flere dyrkere at producere og markedsføre egne vine, hvilket efterhånden gjorde det sværere for mindre negocianter, at få det til at løbe rundt.
3. generation, Bernard og François Giroud, begyndte i 1990’erne kun at købe druer til egen vinifikation, og de købte også deres første egen mark i Beaune i 1993 – samt flere derefter. Da økonomien blev presset, og de var uvillige til at sælge familiens livsværk til en stor koncern, fik de deres mangeårige, amerikanske importør og ven, Becky Wassermann, med i firmaet. Han endte med selv at overtage ledelsen med finansiering fra velhavende, amerikanske vinelskere og vinmagere.
I 2001 ansatte domænet en ung ønolog, David Croix, som – udover at drive Camille Girouds egne marker – omlagde druekøb til faste langtidskontrakter med dyrkere i flere forskellige kommuner, så huset også fik indflydelse på markarbejdet. En ny gæringskælder med topmoderne udstyr blev bygget, og det store lager af ældre stjernevine blev organiseret til løbende auktionssalg. I vinifikationen begyndte man at lægge mere vægt på afspejling af vinens terroir, og huset får efterhånden et fint ry for deres vine. David Croix laver 2016-årgangen sammen med Carel Voorhuis, der har lavet vin på et stort Bourgogne domæne siden 2003. Carel overtager som vinmager fra 2017-årgangen og fortsætter den stil og det niveau, Camille Giroud er blevet respekteret for.