Frankrig
Producent
Domaine Hubert Brochard
Producent fra Loire, Frankrig
Om Domaine Hubert Brochard
En Sancerre producent med konstant højt og stabilt kvalitetsniveau.
Hubert Brochard er en traditionsrig familieproducent i landsbyen Chavignol, vest for Sancerre by. Huberts søn, Henri og ægtefælle Therèse styrede domænet gennem anden halvdel af 1900-tallet og købte mere jord til, så familien i dag har i alt 62 ha. fordelt på otte kommuner i bl.a. Sancerre og Pouilly Fumé foruden nogle ha. Vdp Val de Loire landvin. Næste generation med tre brødre tog over, og Daniel og Benoit er stadig aktive, mens Jean-Francois er gået på pension.
Stafetten er nu ved at blive givet videre til 4. generation. Daniels to døtre arbejder nu på domænet: Anne-Sophie er ønologuddannet og har lavet vin i Bordeaux, Bourgogne og New Zealand og assisterer Benoit i kælderen, mens Caroline er i administration og salg sammen med sin mor, Christiane.
Kælderen, der blev helt fornyet i 1992, har 15 forsænkede tanke, 30 temperaturstyrede ståltanke og 50 egefade på 228, 400 og 600 l. foruden enkelte 600 l. akaciefade. Områdets ekstremt varierede jordbund afspejler sig i domænets mange parceller med både ler, kalk, mergel og flint repræsenteret.
Man arbejder nu efter miljøkodeks “HVE / Haut Valeur Environnementale”. Der bruges kun naturgødning efter observeret behov og let pløjning for ukrudt mellem rækkerne. Man skal bl.a. handle med respekt for biodiversitet i markerne, reducere energi- og vandforbrug samt sortere og minimere affald.
