En saftig og inviterende vintage port i en årgang, som har struktur til yderligere lagring, men har foldet sine talenter fint ud allerede (2022). Vejret og vinifikationen har givet den en fin kombination af god koncentration, flugtfylde og en frisk kant af vinsyre. Blommer, kaffebønne, tørrede frugter, rosiner og komplekst krydderimix i en smidig, middelfyldig stil. Vinen vil stadig have godt af luft i en karaffel -og ikke for små glas. Den indeholder alle de klassiske portvinsdruer, der i de gamle marker er plantet mellem hinanden, som man har gjort det i umindelige tider.
Krohn er nok det historisk set største kvalitetsaftryk, nordmænd har haft indenfor vin. Huset blev grundlagt i 1865 af Theodor Wiese, der havde solgt klipfisk til portugiserne, og hans fætter Dankert Krohn, som han lokkede med til porto. Wiese tog i 1875 tilbage til Norge og solgte portvinen, Krohn producerede, til stadig flere Nordeuropæiske markeder. Kort efter Krohns død i 1906 kom Edmundo Carneiro ind i firmaet og overtog i 30'erne alle aktier, så huset siden har været rent portugisisk i familiens eje, indtil Flatgate Partnership (Taylot, Croft, Fonseca) overtog i 2013.
Krohn har været mest kendt for deres tawny vine i særklasse, men har lavet vintage port i små mængder siden 1927. Druerne til vintage vinene kommer nu fra den fremragende beliggende vingård "Quinta do Retiro Novo", som huset erhvervede i 1989. Krohn er heldigvis, som de øvrige Flatgate-huse, stadig en selvstændig producent med sin egen identitet.
vintage port er vin fra én årgang og én producent, der er tappet på flaske 2-2½ år efter høsten. Den er som ung nærmest sort, stærk, med tæt frugt og et højt garvesyreindhold, der dog varierer med årgangen. Har man hård hud på ganen, kan den drikkes ung til fx peberbøf, men er mest beregnet til lagring, da den kan udvikle sig formidabelt ligesom andre store vine. Både stilen og grundkvaliteten kan veksle mellem producenter og årgange, så en passende lagringstid kan variere fra 7-10 til 50 år.
Ved åbning skal vinen helst stilles op et par dage før brug, så den udfældede garvesyre lægger sig i bunden af flasken. Derefter hældes den på karaffel, så bundfaldet lægger sig i flaskens skulder, der er kraftig af samme grund, og ikke ender i karaflen. En portvinssi er nyttig her. Et kaffefilter kan bruges til det sidste. Den flotte, uforlignelige duft, som er adelsmærket for den udviklede vintageport, er bedst på åbningsdagen. Er den bedre dagen efter, kunne den være gemt endnu længere. Drik den på dagen eller i hvert fald indenfor tre dage.
Årgang 2007 begyndte med gode vandreserver fra vinteren og en kølig, tør forsommer, som gav afbalanceret udvikling af druerne med god syre. En kølig maj sørgede for moderat blomstring og derfor en behersket frugtsætning. Intens varme i september tilføjede høj modenhed, og vejrforholdene var perfekte i hele høstperioden, også for de senest modnende druetyper.
En årgang der på eminent vis forener fuld modenhed med faste tanniner og frisk, balancerende syre. En årgang med et langt udviklingspotentiale, men vejrforholdene hjalp vinene til en sprød livlighed, der gør dem tilgængelige med blot moderat lagring.