En årgang med flot fuldmoden frugt, hvor man kan finde søde blommer, sveskekompot, nødder, karamel, viol og tørrede urter. Vinen kan allerede vise en fin, aromatisk duft, når den hældes på karaffel, men har mange år i sig endnu -hvis man kan holde fingrene væk...
Vinter og sommer oplevede lidt køligere temperaturer end normalt, så varmen i august var kærkommen for at accelerere modenheden af druerne. Udbyttet var lidt lavere end forventet, men kvaliteten af de høstede druer var generelt god med et behersket syreniveau med god sødme i frugten. "Decanter" bedømmer årgangen med 4,5 af maksimale 5 *****.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Wiese & Krohn siden 1988. Krohn har været mest kendt for deres "tawny-vine" i særklasse men har lavet "vintage port" i små mængder siden 1927. Druerne til vintage vinene kommer nu fra den fremragende beliggende vingård "Quinta do Retiro Novo", som huset erhvervede i 1989.
Historisk set er Krohn nok det største kvalitetsaftryk, nordmænd har haft indenfor vin. Huset blev grundlagt i Portugal i 1865 af Theodor Wiese, der havde solgt klipfisk til portugiserne, og hans fætter Dankert Krohn, som blev lokket med til Porto. Wiese tog tilbage til Norge i 1875 og solgte portvinen til stadig flere nordeuropæiske markeder. Krohn forblev i Portugal, og efter hans død i 1906 kom portugisiske Edmundo Carneiro ind i firmaet og overtog i 30'erne alle aktier. Huset forblev i Carneiro-familiens eje, indtil Flatgate Partnership overtog i 2013.
I 2023 kom Krohn tilbage på portugisiske hænder, da de kom under WineStone-gruppen, som er sit eget forretningsområde under José de Mello, der er en af Portugals største konglomerater. WineStones fokus ligger på at fremme vinmarkedet i Portugals Douro- og Vinho Verde-regioner.
Vintage Port er vin fra én årgang og én producent, der er tappet på flaske 2-2½ år efter høsten. Den er som ung nærmest sort, stærk, med tæt frugt og et højt garvesyreindhold, der dog varierer med årgangen. Har man hård hud på ganen, kan den drikkes ung til fx peberbøf, men er mest beregnet til lagring, da den kan udvikle sig formidabelt ligesom andre store vine. En passende lagringstid kan variere fra 7-10 til 50 år.
Ved åbning skal vinen helst stilles op et par dage før brug, så den udfældede garvesyre lægger sig i bunden af flasken. Derefter hældes den på karaffel, så bundfaldet lægger sig i flaskens skulder, der er kraftig af samme grund, og ikke ender i karaflen. En portvinssi er nyttig her. Et kaffefilter kan bruges til det sidste. Den flotte, uforlignelige duft, som er adelsmærket for den udviklede vintageport, er bedst på åbningsdagen. Er den bedre dagen efter, kunne den være gemt endnu længere. Drik den på dagen eller i hvert fald indenfor tre dage.