En mikroproduktion af 100% fadgæret Marsanne fra blot 0,2 ha på granit. Mineralsk, stenet duft med et lille træpræg. Tæt, rig frugt med stor bredde. Citron, pink grape og brødtone. meget lang smag. Anvendeligheden er bred, fra fisk i sovs, grillet lyst kød, svampe og kål til perlehøne og vagtel. Kan udvikle sig yderligere.
Druerne fra vinstokke over 30 år er høstet 1/9 -én dag er nok. De presses blidt og længe i pneumatisk presse og gærer langsomt og køligt. Vinen lagret 11 mdr. i egefade.
Emmanuel Darnaud har trådt sine vinøse barnesko hos den velrenommerede Hermitage dyrker Bernard Faurie. Udover at have haft den bedste læremester fik han også datteren med hjem, da han startede for sig selv. "Den unge Emmanuel Darnaud kom på banen i 2001 og er med raket-fart røget op blandt top-producenterne i Crozes Hermitage" har Robert Parker tidligere sagt, og niveauet er kun blevet endnu bedre siden. Han startede med 1,5 ha. og har nu 15 ha. i Crozes Hermitage plus 1,7 ha. i Saint Joseph på højre bred, han købte af sin svigerfar i 2010.
Hans Crozes Hermitage omfatter 21 parceller i Roche-de Glun lige syd for Tain l'Hermitage, Pont-de-l'Isere området i gaflen, hvor Rhône og Isère bifloden løber sammen, og i Mercurol øst-sydøst for byen. Alle er præget af meget stenede gletcheraflejringer med højt mineralindhold. Saint Joseph området strækker sig næsten 60 km. nordpå, men Darnaud's parcel er ved Maures lige overfor Crozes Hermitage, hvor jorden er granit.
Vinifikationen er meget traditionel. Det, der sætter prikken over i'et, er den dybtgående forståelse for- og håndtering af druernes karakter i den konkrete årgang i samspil med vinifikationen. Også bevarelse af områdets grundkarakter er vigtig. I mange anmeldelser af Emmanuel Darnauds vine nævnes det særligt, at de, trods dyb frugtkarakter, har den friskhed og saftighed som viser, at det er NordRhône.