Floral og frugtig vin, rig i smagen på den udbredte lokale drue, Friulano, der giver friske og livlige vine med touch af mineralitet, noter af citrus, mandler og et floralt præg. Druerne afstilkes, presses blidt og nedkøles til 8-10 grader før de får udblødning med skindet i 24 timer. Herefter presses de blidt og gæring begynder i temperaturkontrollerede tanke. Vinen lagrer på stål i 7 måneder med gærresterne. Vinen filtreres inden tapning.
Friulano hed tidligere Tocai Friulano og kendes også under navnet Sauvignonasse eller Sauvignon Vert. Den må dog ikke forveksles med Sauvignon Blanc.
Servér Friulano til friske/lette retter, lette forretter og ost. Den vil også gøre sig glimrende som apéritif.
Bag Draga og Miklus står en familie med ekstrem passion og generationers erfaring. Mitja står i spidsen for vingården i dag flankeret af sine forældre, Anna og Milan.
Allerede tilbage i begyndelsen af 1900 købte Ivan Miklus land til vindyrkning, men vinproduktionen kom først rigtig igang omkring 1950'erne fra en lille garage - først med produktion af vin i bulk men senere med vin på egne flasker. I 1990'erne blev garagen udvidet til en lille - rigtig - vinkælder, og man købte nogle vinmarker i Draga. I 1997 udvidede huset kælderen endnu en gang, så den nu står med topmoderne udstyr og langt flere tanke, der kan rumme en større produktion.
Huset arbejder ud fra filosofien: "Hvor vinene er en rejse. Hvor meget af naturens kunst bliver til magi. Respekter naturen, og hun vil respektere dig"
Mitja opsummerer filosofien således: "For years we have been aiming at increasing the attention to the vineyards and grape selection, as it is from the raw material that a high quality product is made. I do what I always dreamed of as a child and I always look for the highest quality wines, while respecting the traditions, consumers and the environment, as I have been taught by my grandparents and parents."
Huset har i dag to serier af vine: Draga, der er husets friske moderne hvide i den traditionelle Friuli stil, der har gjort området kendt verden over, og Miklus, som har en gren af natur-/orangevine med lang macerationstid, der følger en trend blandt yngre Friuli-producenter.
Huset ejer marker i de bedste områder af Collio: Draga og Breg. Markarbejdet foregår efter økologisk tankegang, og vingården har flere gange modtaget prisen "eco-friendly". Som eksempel er markerne dækket af græs. Man anvender ikke pesticider til sprøjtning, og vinen tappes i letvægts-flasker. Huset opsamler regnvand til brug i marker og til rengøring af faciliteter, og bygningerne er udstyret med solpaneler.
Friuli-Venezia Giulia (i daglig tale: Friuli) ligger i det nordøstlige hjørne af Italien og grænser op til Slovenien. Klimaet er varmt maritimt med en varm fugtighed, der kræver dygtigt markarbejde for at undgå råd og svampeinfektioner på vinstokke og druer. De bedste områder er Colli Orientali del Friuli og Collio Goriziano - ofte blot kaldt Collio.
Collio ligger i ly for Alpernes kulde mod nord og nyder godt af den venlige breeze fra Adriaterhavet mod syd. Jorden er unik: Den består af lag på lag af ler og sand fra den Eocæne periode. Lokalt kaldes jorden for "Ponka", og den indeholder en masse mikroelementer, der giver vinene mineralitet.