Et rent og stadig ungdommeligt udtryk med noter af mørke bær og meget modne ribs, et let strejf af lakrids, fine krydderier og en fin underspillet mineralitet. Smagen er præcis og direkte med en struktureret, men alligevel velpoleret tekstur. Den er silkeblød og med vægt på frugt fremfor eg.
Druerne høstes i hånden og afstilkes før tre ugers gæring i temperaturstyrede ståltanke. Ekstraktion foretages med minimal indgriben og typisk med overpumpning frem for nedtrykning af samlingen af skaller i toppen for at bevare friskheden. Vinen lagrer 12 måneder på fade med ca. 30% er ny eg, efterfulgt af 3 til 6 måneder i ståltanke før aftapning. Lagringspotentialet vurderes til at være op til 15 år.
"Les Seuvrées" ligger med en østvendt eksponering ved foden af Mazoyères
Grand Cru i den sydlige del af kommunen på grænsen til Morey-Saint-Denis. Vinene fra Seuvrées kendetegnes ved en rygrad af kalksten, der strammer frugtudtrykket op og giver længde til smagen. Det er et
terroir, der giver den spændstige og teksturmæssige finesse frem for overdådighed.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Bertrand Bachelet siden 2024. Bertrand Bachelet er 4. generation i rækken af vinbønder i familien i
Bourgogne. Hans passion for vin drev ham til at overtage ejendommen i 2011 fra sin far, Jean-Louis. Domænet ligger i Dezize-les-Maranges, hvor familien har flere marker, men de har også fantastiske besiddelser i
Saint Aubin,
Santenay og Chassagne-Montrachet. Alt i alt ejer de 13
hektar, hvorfra de laver en række af seriøse høj-kvalitetsvine. Maranges tegner sig for den største del af slottets produktion.
Bertrand har tilføjet nye, moderne teknikker i vinfremstillingen for at lave endnu skarpere vine, der præcist udtrykker det bedste fra hvert
terroir. Der lægges stor vægt på et omhyggeligt arbejde i marken for at skabe så sunde druer som muligt. Et sundt druemateriale af høj kvalitet er et afgørende fundament til at skabe store vine. Alt arbejde i marken, fra beskæring til høst, foregår manuelt. Vinificering udføres efter de traditionelle metoder med så lidt indgreb som muligt, for at fremhæve det unikke og komplekse af hvert
terroirs.
Til hvidvinene presses druerne straks, når de kommer til karrummet. Efter forsigtig presning og en let bundfældning føres mosten direkte til forskellige typer fade (10 - 30% nye fade afhængig af vinen). Hvidvinene lagrer i gennemsnit et år, efterfulgt af flere måneders stabilisering i kar før aftapning.
Til rødvinene sorteres druerne strengt før delvis eller hel afstilkning. Graden afhænger af den specifikke vin og årgangens karakteristika. Herefter udbløder druerne i ca. tre uger. Udvindinger af
farve og aromaer udføres med minimal indgriben; en gang i mellem skubbes samlingen af druer øverst i karret ned i mosten foruden at mosten omrøres nu og da. Rødvinene modner på træfade i ca. 12 måneder med varierede andele af ny eg efterfulgt af tre til seks måneder i kar før aftapning.