Rig aroma af små mørke bær vælter op af glasset med noter af peber og kryddernellike. Den er sømløst bygget med delikate, modne tanniner og en nærmest sprælsk frugt. Lækker og fløjlsblød. Bredt anvendelig med åbne arme og stor charmefaktor. Vinen bør nydes ung eller inden for 3 til 5 år. Giv den gerne 1 time på karaffel inden servering. Prøv f.eks. til grillet eller stegt kylling og svinemørbrad, charcuteri, en fyldig tomatbaseret pastaret eller rustikke Middelhavsretter.
Vinen er fra begyndelsen udsprunget af idéen om at skabe en vin sprængfyldt med frugt, som kan drikkes tidligt - uden at gå på kompromis med dybden - og som er en værdi og indbydende introduktion til appellationen Crozes-Hermitage. Druerne kommer fra vinstokke op til 25 år, der vokser i gletsjeraflejret jord bestående af små rullesten. Gæringen varer i ca. 15 dage, og ca. 80% af vinen lagrer i store kar og resten i eg.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Emmanuel Darnaud siden 2006. Den entusiastiske Emmanuel Darnaud fremstiller polerede, generøse vine på sin vingård i La Roche de Glun, der ligger på en halvø ved Rhône-floden. Han fokuserer på at vise hver parcels individuelle og unikke udtryk.
Emmanuel Darnaud startede som ung hos den velrenommerede Hermitage-dyrker Bernard Faurie, inden han startede for sig selv i 2001 med 1,5 hektar vinstokke Crozes-Hermitage lige syd for den lille by Tain l'Hermitage. År for år har ejendommen erhvervet nye jorder, og i dag har de nu 15 hektar i Crozes-Hermitage, der omfatter 21 parceller i Roche-de Glun lige syd for Tain l'Hermitage, Pont-de-l'Isere området hvor Rhône og Isère bifloden løber sammen, samt i Mercurol øst-sydøst for byen. Alle er præget af meget stenede gletcheraflejringer med højt mineralindhold.
I 2010 tilføjede vingården 1,7 ha i St. Joseph. Parcellen ligger ved Maures lige overfor Crozes-Hermitage, hvor jorden er granit. I januar 2021 kunne Emmanuel endelig overtage sin svigerfar, Bernard Faurie's, 1,5 ha. mark i Hermitage (inkl. 0.20 ha. hvid Hermitage) på de to terroirs Bessards, hvor jordbunden er aflejringer fra gletsjere med små sten, og Greffieux, hvor jorden er granit.
Emmanuels omhyggelige arbejde i mark og kælder sikrede ham allerede fra starten i 2001 anerkendelse som en talentfuld producent blandt de store i regionen, og hans vine høster ofte stor ros i franske og internationale medier.
Vinifikationen er meget traditionel. Det, der sætter prikken over i'et, er den dybtgående forståelse for- og håndtering af druernes karakter i den konkrete årgang i samspil med vinifikationen. Også bevarelse af områdets grundkarakter er vigtig. I mange anmeldelser af Emmanuel Darnauds vine nævnes det særligt, at de, trods dyb frugtkarakter, har den friskhed og saftighed som viser, at det er Nordrhône.
Helt siden starten har Emmanuel gjort sig umage med at adskille produktionen fra hver jordparcel til vinfremstilling for at holde vægten på hvert terræns subtilitet og levende udtryk. Hans ideal er at finde en perfekt balance, hvilket kræver den største omhu under druehøsten. Jordene bearbejdes, og udbyttet er begrænset. Druerne plukkes manuelt og grupperes efter parcel. Høsten afstilkes delvist og lægges i gæringskar i 15-20 dage. Vinen bringes til en finish i træbeholdere, for det meste fade, men også trækar eller enorme egetræsfade kaldet "demi muids".
Arbejdet på vingården udføres med miljøhensyn for øje. I 2023 blev markerne i Crozes-Hermitage og Saint-Joseph certigiceret økologisk, og i 2024 blev Hermitage markstykkerne certificeret økologisk.
Allerede i 2014 udtalte Robert Parker: "He's certainly one of the superstars of Crozes Hermitage... If you haven't yet heard of this estate, now is prime time to fix that!"