Spanien
Stellenbosch
Celebert vinområde (W.O.) og smuk gammel universitetsby i Sydafrika , ca. 45 km øst for Cape Town og blot 15 km fra False Bay’s kølige kystklima. Stellenbosch er måske landets mest berømte område for rødvin, især Cabernet og Merlot , men leverer på de højere liggende skråninger også fremragende Chardonnay , Chenin Blanc og Sauvignon Blanc -ikke mindst i Thelema’s berømte Simonsberg (foto) samt Mulderbosch og Kanu Estate. Klimaet er lunt middelhavsklima, men mildnet af havets nærhed, hvor en kold havstrøm betyder, at sommerens gennemsnitstemperatur sjældent kommer over 20 grader. Sommeren er dog tør, så kunstvanding er en nødvendighed. Jordbunden er meget varieret, men er domineret af ler (ordinære vine) og forvitret granit (bedst). Stellenbosch leverer knap 10% af Sydafrikas vinproduktion, men en stor del af de bedste vine, selvom en række store vinhuse med mere ordinær vin også hører hjemme her, bl.a. Stellenbosch Farmers (flere etiketter) og Bergkelder.