Den fine balance i en vin der er grundlæggende tør med en livlig syre, men som også har strejf af tropisk frugt og en afvæbnende, læskende karakter, er nok baggrunden for dens stabile succes som favnende allemandsvin gennem en lang årrække. En vin der er oplagt til frokost, som f.eks. aperitif og til skaldyr og laks.
Colombard er en fransk hvidvinsdrue, der har sin oprindelse i Cognac-området, hvor den er en af de vigtige druer til både Cognac og Armagnac. Druen anvendes også til almindelige bordvine. Dens smagsnoter inkluderer syrligt grønt æble, sød melon, fersken og bitter mandel. Den indgår ofte i blends, da dens høje syreindhold giver et sprødt og syrligt pift til vine med f.eks. Chardonnay, Sauvignon Blanc eller Chenin Blanc.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Plaimont siden 1990. Colombelle blev opfundet af barndomsvennerne Dubosc fra Plaimont og Michelinstjernekokken Daguin. De smagte vin på druen Colombard i Californien og mente, at de kunne lave den bedre hjemme i Frankrig. Vinen laves i dag af den unge Cédric Garzuel, som lægger vægt på at bevare den rige frugt og sprøde friskhed. Druerne, Colombard og Sauvignon Blanc, høstes om natten. Colombard får 8-12 timers maceration med drueskindet før gæringen, der sker ved 18-19 grader, som er det optimale for at fremme både frisk syre og lette toner af tropisk frugt. Vinen lagrer sur lie / med fasttofferne fra druerne indtil tapning ved 6-8 grader for at bevare den rige frugt. Kun én let filtrering.
Plaimont er et af verdens mest veldrevne kooperativer og ligger lige nord for Pyrenæerne, hvor 600 vinfamilier arbejder sammen om at levere kvalitet hvert år fra de 5 appellationer: IGP Côtes de Gascogne samt AOC Saint Mont, Madiran, Pacherenc du Vic-Bilh og Jurancon. Varme dage og kolde nætter er et godt udgangspunkt for spændstig og saftig vin. Der høstes om natten for at bevare syren. Det store kooperativ er i konstant udvikling m.h.t. bæredygtig drift. Blade mod øst tages af vinstokkene for at give den kølige morgensol adgang til druerne, knopper fjernes for at holde udbyttet nede, og i hver anden række vinstokke vokser der græs for at hæmme deres virilitet og få rødderne til at søge længere ned. Man er på spring med de første økologisk certificerede vine.
Côtes de Gascogne laver hovedsageligt hvidvin (85% af produktionen). I Saint Mont laves både rød, hvid og rosé på lokale druesorter: De blå Tannat, Pinenc, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon druer og de grønne Petit og Gros Manseng, Petit Courbu og Arrufiac druer. Madiran er specielt kendt for ekspressive rødvine på især Tannat. I Jurancon-regionen er al produktionen hvidvin, hvoraf tør hvidvin udgør omkring 75% og søde hvidvine omkring 25%. Pacherenc du Vic-Bihl, også kaldet "Pacherenc d'Or", er en appellation med vægt på søde vine.