En vin med god energi, der stilmæssigt ligger mellem "Les Grand Charrons" rige intensitet og "Les Tillets" højtvoksende, strammere mineralitet. Energisk, vedholdende frugt og kompleks smag med en anelse modensødme. Flot længde. Har fået 30% ny eg. Meget fint afbalanceret til mange års udvikling. Som ung giver en karaffel det bedste resultat.
Les Narvaux er en ret højt placeret mark, ca. 280 m.o.h., lige under Les Tillets bæltet i den sydlige del af kommunen, tæt på skoven på toppen. Jorden er stenet, ler-kalkstensjord med lidt kridt, og marken vender øst-sydøst og har en lang historie som kvalitetsmark.
Meursault er et af verdens mest kendte steder for hvidvin af høj klasse. Kommunen ligger ca. 10 km. syd for Beaune og lige nord for Puligny-Montrachet. Den har ry for høj kvalitet generelt, ikke kun for de berømteste marker, og en vinstil der generelt er noget mere kroprig end de sydlige naboer uden at miste finesse. Jordbunden er domineret af kalk med varierende mængder af mergel og ler men veksler meget fra mark til mark på de næsten 400 ha. Ligeledes er højdeforskellene større end i Montrachet-kommunerne mod syd, med vin plantet mellem 220 og hele 380 m.s højde. Kombineret med jordbundsforskellene, den konkrete soleksponering, vindforholdene i dalen og vinmagerens intentioner giver det en stor variation fra det mere elegante og luftige til en kødfuld og rund stil. Mange Village-vine, som ikke har et marknavn på, har en høj kvalitet og er meget afbalancerede, da de ofte er sammensat af druer fra små parceller forskellige steder, som hver tilfører deres karaktertræk til vinen.
Pierre-Vincent Girardin sprang, blot 21 år gammel, ud som selvstændig vinmager med en bemærkelsesværdig og udtryksfuld kollektion i 2017-årgangen. Hans far Vincent Girardin afhændede sin ejendom i 2012 men gemte gode parceller, til sønnen blev klar.
Allerede fra starten havde Pierre-Vincent en klar idé om, hvad han ville gøre anderledes end sin berømte far: Først og fremmest prioritere terroirpræg og mineralitet fremfor tæthed i vinen – de egenskaber der altid har fremhævet Pinot Noir-druens unikke særpræg i Bourgogne og er sværest at efterligne andre steder i verden. Det indebærer typisk forsigtigt brug af nye egefade, fint afmålt udtræk af tanniner o.l. med overpumpning snarere end nedtrykning af faststofferne i mosten under udblødningen, og kun den minimalt nødvendige tilsætning af svovl.
Han anskaffer løbende fade på 465 l., der har en blidere indvirkning på vinen end de traditionelle Bourgogne barriques, og han bruger i stor udstrækning gæring med hele klaser, når stilkene er modne nok, for at fremme umiddelbar saftighed og en mere transparent og mindre muskuløs stil.
Vineriet er topmoderne og bygget med alle de moderne faciliteter og muligheder, der synes tilgængelige, for at skabe den ultimativ perfekte vin. Kælderen er naturligvis temperatur og fugtighedskontrolleret. Ud over vin fra egne parceller har Pierre en imponerende portefølje af vine lavet på købte druer fra top-adresser i Bourgogne. Til trods for sin hurtige succes er Pierre-Vincent Girardin både klar i sin retning og ydmyg over for opgaven.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Pierre Vincent Girardin siden 2019.
Vinene sælges som allokation. Kontakt din sælger for at høre mere.