En helt usædvanlig vin med en myriade af duft- og smagsindtryk, der afløser- og supplere hinanden, efterhånden som vinen iltes, så en præcis beskrivelse er svær. Tæt, fuldmoden frugt (altid), spillende syre (altid), høj mineralitet (altid) plus urter, abrikoskerne, fersken, orangeskal, kaprifolie, honning uden sødme og en evindeligt lang smag...Dekanteres timer før brug, og kan nydes i dagevis efter åbning.
Vinstokke på ca. 25 år vokser i skifer med tynd overjord på sydøstvendt skråning. Der er kun 3 ha. Høsten er normalt 25-30 hl./ha., ca. halvdelen af det tilladte, og meget sen for at få ca. 10% botrytiserede druer med. Det øger vinens kompleksitet og lagringspotentiale. Marken gennemgås normalt 4-5 gange for at få alle klaser på det rigtige tidspunkt. Efter lang, blid pneumatisk presning kommes mosten på 500 l. træfade, højest 5% nye, og gæringen kan tage måneder med den naturlige gær på druerne.
Ian Cauble, master sommelier: "I mine tidligere møder med vinen har den kun taget på i energi og kompleksitet over en uges forløb. Update: Jeg smagte den her til morgen, på ottendedagen efter åbning, og den tænder stadig på alle cylindre. Simpelthen utroligt".
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Nicholas Joly siden 2017. Nicolas Joly er en af foregangsmændende inden for biodynamisk vinbrug og står i spidsen for Vignobles de la Coulée de Serrant, også med marker i nabo Roche-aux-Moines og Savennière. Domænet har arbejdet økologisk og biodynamisk siden 1980, som en af de første, og er anerkendt verden over for sine vine med imponerende dybde og elegance. Joly søger den "ægte vin" med respekt for naturen: "I don't only want a good wine but also a true wine".
Alt markarbejde foregår ved hjælp af heste og håndkraft. Når der plantes nye vinstokke er det altid skud af de ældste fra 1920. Der bruges kun gødning fra ejendommens egne ti køer; får holder ukrudt nede om vinteren og gøder markerne samtidig. Høns klarer angreb af snegle. Til sygdomsbekæmpelse i markerne anvendes kun "Bordeauxvæske"/ kobbersulfat, naturlig svovl fra vulkansk jord og sprøjtekoncentrater af en lang række urter og træbark. Hans datter Virginie har i stigende grad overtaget vinifikationen siden 2006. Hun har ikke ændret på vinenes bemærkelsesværdige stil og tårnhøje niveau.
Savennières Roche aux Moines ligger nord for Savennières by på Loires nordbred med markerne skrånende mod floden. Den fik sin appellation i 2011 og er på kun 33 ha., hvor ikke al jord er tilplantet. Jorden er nedbrudt skifer med overjord på bare 30-80 cm. over vulkansk klippe. Området har været plantet af Cistercienserne siden år 1130. (Navnet: Munkenes klippe). Markernes hældning gør, at de har større solindfald end resten af Savennières. Som noget særligt er brug af kemiske ukrudtsmidler forbudt i reglerne for området.
*Botrytis svampen kræver morgentåge eller dis, efterfulgt af varme og tørt vejr op ad dagen. Forhold, der bedst findes langs floder med køligt vand og i kystnære markområder. Svampesporer sætter sig i revner i drueskindet, de skifter efterhånden farve til lillabrun, mister saft og skrumper, og der dannes aromaer af bl.a. nød og tropisk frugt, ligesom syren koncentreres. Det sker kun, hvis druen er moden nok, vejret er rigtigt, og kun langsomt og uregelmæssigt.
Plukning på det optimale tidspunkt kræver talrige gennemgange af samme mark igennem uger med trænede plukkere, og udbyttet er lavt i forhold til arbejdet. En risikofyldt og dyr produktion, der ikke lykkes godt hvert år, men er en himmerigsmundfuld, når den gør. Er mest kendt for søde vine, men en mindre del botrytiserede druer kan også tilføje koncentration og nye smagsindtryk til tørre vine.
Vinene sælges som allokation. Kontakt din sælger for at høre mere.