Den balancerer på lækker vis Sydrhônes varme med den friskhed man får fra Syrah i Nordrhône. Meget dyb farve og tydelig og frisk duft af peber, krydderier, grafit, mørke frugttoner, læder og lidt vanille fra fadet. Druerne kommer fra de nordligste skråninger i Saint-Roman-de-Malegarde, som bidrager med en utrolig friskhed til vinen.
100% Syrah, der efter høst sorteres og afstilkes. Vinificeringen er lang for at trække så meget saft og kraft ud af druerne som muligt. Mosten gærer i betontanke, og vinen lagrer videre et år i franske fade.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Domaine Fond Croze siden 2010. Domaine Fond Croze er historien om mere end 100 års vindyrkning i den lille landsby Saint-Roman-de-Malegarde i Rhône, kombineret med at værne om familiehyggen på vingården. Som de selv udtrykker det, skriver de familiehistorie mellem passion og ekspertise.
Huset blev grundlagt af Charles Long i 1918 i landsbyen Saint-Roman-de-Malegarde nord/nordøst for Cairanne og nordvest for appellationen Côtes du Rhône Villages Vaison-La-Romaine. I begyndelsen dyrkede familien både vinstokke, meloner, ferskentræer og abrikostræer, men i 1997, da de to brødre, Daniel og Bruno fra 3. generation, tog over, grundlagde de Domaine Fond Croze med fokus på at lave vin fra egne marker. Daniel styrer markerne, der gennem årene er forøget til 80 ha., og som dækker en bred palet af de klassiske Rhône druer – både blå og grønne. Kvalitetsfanen holdes højt, og vinstokkene får lov at blive gamle. Der er ikke brugt sprøjtegift og kunstgødning i årtier, og vingården blev helt omlagt til økologi i 2009 med certifikat i 2012.
Bruno er ønologuddannet og ansvarlig for kælderen. Udvalget af vine dækker hvid-, rosé- og rødvin på alle niveauer op til Cru-niveau som Rasteau og Cairanne. Domænet ønsker at vise mangfoldigheden af de forskellige terroirs, der findes i området, som giver hver vin sin egen identitet, og de komponerer alt fra friske vine med lettere udtryk til fornøjelse, over friske og finesserige terroir-fokuserede vine, til parcel-specifikke vine med power og elegance.
Fremtiden er sikret. Siden 2017 har 4. generation med Daniels søn, Guillaume, været en del af den daglige drift. Han er både er ønologuddannet og har erfaring fra vingårde i udlandet, og han er parat til at videreføre det eventyr, som familien startede, og videreudvikle vingården.
Domænets Côtes du Rhone Villages vine tilføjes kommunenavnet Vaison la Romaine. Vaison la Romaine er en af de Rhône-Villages kommuner, der har en særlig ret til at sætte kommunenavnet på etiketten som tegn på, at deres gennemsnitskvalitet er et nøk over de almindelige Côtes du Rhône Villages vine. Kommunen fik appellationsstatus i 2016.
Vaison la Romaine ligger i en række bølgende bakker i den østlige del af Côtes du Rhône, før terrænet bliver bjergrigt. Det giver vinbønderne masser af valgmuligheder i forhold til beplantning af vinstokke: At plante i fuld sol eller på mere skyggefulde steder og på skråninger åbne – eller i læ for – nordenvinden og den afkølende bjergbrise. Navnet på byen stammer fra romertiden. Vinstokke blev bragt hertil af romerne, og der har været et væld af rester fundet i landsbyen – deraf navnet 'La Romaine'. Det beplantede område er dog lidt større og omfatter de fem områder: Vaison-La-Romaine, Saint-Marcellin-lès-Vaison, Villedieu, Buisson og Saint-Roman-de-Malegarde. rødvinene fra Côtes du Rhône Villages Vaison-La-Romaine er kendt for deres krydrede noter og dufte af garrigue og for at besidde en behagelig balance mellem krop og friskhed og med et godt ældningspotentiale.