Goodchild-marken ligger i et Cool Climate-område i Santa Barbara, der er berømt for sin høje kvalitet af Pinot Noir. Modne kirsebær, tørrede urter, stikkelsbær og en lille snert melon flankeres af svampe, snert af karamel og et lille fadpræg. God tyngde i frugten; behersket, ret mild syrestil og runde tanniner i en mineralsk eftersmag. Flot vin med en anden stil end de franske. Præsenterer sig allerbedst lidt kølig.
Bakketoppen i den kølige Santa Maria Valley, som druerne vokser på, har en mere mager, kalkholdig jord end længere nede. Højden sørger for ekstra kølige nætter og en meget lang vækstsæson netop her. Druerne håndhøstes, og efter lang gæring med "punch down" for aromaudtræk fra faststofferne, lagres vinen på gærresterne / "sur lie" i fransk eg i 10 mdr. 46% nye fade.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Lucas & Lewellen siden 2017. Lucas & Lewellen er et resultat af mødet mellem en 3. generations druedyrker og en højesteretsdommer med en brændende interesse for vin (!). Louis Lucas har dyrket druer i Santa Barbara County i Californien siden 1970 og havde set mange vine, baseret på hans druer, få flotte anmeldelser, da han mødte dommeren Royce Lewellen i Rotary og det lokale Wood & Wine Society. De udviklede et nært venskab; bl.a. forrettede dommeren Lucas' vielse til sin kone Jill, og de blev enige om et finansielt partnerskab for at lave vinen selv. Det begyndte i lånte faciliteter i 1998, og de byggede derefter en helt ny vingård i Buellton i Santa Ynez Valley, tæt på Lucas' hjem i Solvang, hvor deres tasting room også ligger på Copenhagen Drive. Det blev valgt til dalens bedste i 2017 af "Santa Ynez Valley News".
Markerne ligger ret kystnært i Santa Barbara County nordvest for Los Angeles. Der er i alt 161 ha. i tre dale med forskellige klimaprofiler: Santa Ynez er den sydligste og luneste med sydvendte skråninger ned mod floden af samme navn. Los Alamos Valley er længere mod nord og har et moderat klima med dalen vendt øst-vest, så de kølige vinde fra havet blæser over markerne, og nætterne er kølige. Samme retning har Santa Maria Valley i den nordligste del af Santa Barbera; en meget kølig tunneldal, hvor vinstokke er plantet mellem 90 og 240 m. oppe på skråningerne, og tåge fra havet bliver ofte liggende op ad dagen, så vækstsæsonen her er meget lang.
Dyrkningen er "sustainable" / miljøvenlig og "old world style", som de udtrykker det. I 2006 kom Megan McGrath til som vinmager. Hun har stadig i dag hovedansvaret for vinifikationen sammen med Louis Lucas.