Tyskland
Tyskland
Tyskland er Europas 4. største vinproducerende land efter Italien, Frankrig og Spanien. De fleste vinområder ligger i det Sydvestlige Tyskland i delstaterne Rheinland-Pfalz og Baden-Württemberg langs grænsen til Frankrig. De helt store vinområder er Rheinhessen, Pfalz, Baden, Württemberg, Mosel, Franken, Nahe og Rheingau.
Ifølge mediet Destatis, udgjorde grønne druer 69% af arealet i 2024. Riesling er den mest beplantede drue og har været det i mange år med et beplantningsareal på mellem 22.355 – 24.233 ha. siden 1999. Historisk har den grønne Müller-Thurgau også været en vigtig drue, men hvor den i 1999 dækkede 20.672 hektar, var dette halveret i 2024. I fremgang er den blå Spätburgunder (Pinot Noir), der i 2024 var den 2. mest beplantede drue med 11.437 ha., samt Ruländer (der er det tyske ord for Grauburgunder/Pinot Gris), som i 2024 var plantet på 8.400 ha. mod 2.640 i 1999. Andre druer i fremgang er Weissburgunder (Pinot Blanc) og den lokale Dornfelder.
Tysklands historie indenfor vinfremstilling går helt tilbage til romertiden. Spoler vi frem til nyere tid, nød Tyskland i mange år et stort ry for fantastiske vine – her specielt stor Riesling fra Mosel. I den sidste del af det 20. århundrede steg den internationale efterspørgsel, og for at imødekomme denne, begyndte nogle producenter at massefremstille kommercielle søde vine, hvilket medførte, at Tyskland blev synonymt for kedelige, søde hvidvine.
Dette ry er nu ved at blive ændret af en ny generation af unge tyske vinmagere, der har et stigende ønske om at lave egen vin med fokus på terroir og kvalitet i stedet for at levere druer til masseproducenter. Flere og flere vinbønder anvender økologiske eller biodynamiske metoder i vinfremstillingen for at fremhæve terroiret og de specifikke druer mest muligt. Udover Riesling arbejder mange vinbønder nu også med andre internationale kendte druer som Spätburgunder, Grauburgunder, Weissburgunder og Chardonnay, som de fremstiller i tørre, mineralske udgaver med flot fylde og struktur for at kunne matche den generelle internationale konkurrence og, ikke mindst, efterspørgsel. Klimaforandringer er en medvirkede årsag til, at vinbønderne nu har succes med at fremstille fremragende vine på disse druer, der ellers er mere kendt fra deres sydlige nabo.
Kategorier og tørhed
Tysk vin kan hovedsageligt inddeles i 4 kategorier: Deutscher Wein og Landwein (= bordvin) samt Qualitätswein og Prädikatswein. Qualitätswein (eller ”QbA”) og Prädikatswein skal 100% stamme fra ét distrikt inden for en af de 13 tyske vindyrkningsregioner, og regionen skal være nævnt på etiketten.
På en Qualitätswein vil der stå, hvilken tørhedsgrad, vinen har:
- Trocken/Selection: En tør vin med mindre end 9 gr./l restsukker.
- Halbtrocken: En “halvtør” eller let sød vin med op til 15 gr./l restsukker.
- Feinherb: Et uofficielt udtryk til at beskrive en halvtør vin svarende til Halbtrocken.
- Liebliche: En sød vin med op til 45 gr./l restsukker.
- Süß eller Süss: En sød vin med mere end 45 gr./l restsukker.
Prädikatswein angiver en vin af bedre kvalitet med særlige egenskaber, som skal opfylde endnu strengere krav end Qualitätswein. På Prädikatswein oplyses druernes modenhed og høsttypen:
- Kabinett – den letteste Riesling-variant, lavet på druer med en sødme på 67-82 Oechsle (148-188 gr./l sukker). Spænder i stil fra tørre til halvtørre.
- Spätlese – lavet af sent høstede, meget modne druer, der har en sødme på 76-90 Oechsle (172-209 gr./l. sukker). Spænder i stil fra tørre til halvtørre.
- Auslese – betyder “udvalgt, og vinen laves af nøje udvalgte håndplukkede drueklaser, der er blevet ramt af ædel råddenskab med 83-110 Oechsle (191-260 gr./l. sukker). De kan variere i sødme og stil fra semi-tørre til søde vine afhængigt af druernes sukkerindhold og vinifikationsmetoder.
- Beerenauslese – betyder høst af udvalgte, overmodne bær (druer). Vinen er lavet af høsten af individuelt udvalgte, overmodne druer angrebet af ædel råddenskab. Denne type laves kun i år, når vejrforholdene tillader det. Druerne plukkes ved 110-128 Oechsle (260+ gr./l sukker).
- Trockenbeerenauslese – betyder høst af udvalgte, tørrede bær. Vinene laves af høsten af individuelt udvalgte bær, der er overmodne, og som har tørret på vinstokken næsten til rosiner, så sukkerindholdet er meget koncentreret. Plukket ved 150-154 Oechsle. Denne type laves kun i år, når vejrforholdene tillader det.
- Eiswein – laves af vin, hvor druer har fået frost på vinstokken, og de presses ligeledes, når de er frosne. Disse vine vil have mellem 110-128 Oechsle (260+ gr./l sukker) ved plukning.
VDP – ”Verband Deutscher Prädikatsweingüter”
For yderligere at bekræfte deres dedikation til kvalitet, er ca. 200 af Tysklands bedste vingårde gået sammen i en privat sammenslutning og har skabt VDP systemet. Det er et forsøg på at skabe et appellationssystem, der både er med til at sætte standarder for hele Tysklands vinindustri, og som styrker udlandets syn på tysk vin. Medlemmerne er dedikeret til at leve op til en række strenge regler, og systemet kendetegnes med organisationens logo, en ørn på toppen af flasken. Organisationen klassificerer Tysklands bedstes marker i hht. appellationerne: Gutswein (domænevin), Ortswein (vin med bynavn), Erste Lage (Premier Cru) og Grosse Lage (Grand Cru).