Enkeltmark- og enkeltklon vin lavet 100% på Chardonnay klon CY548 fra Dijon. Det her er stor Chardonnay med lidt fedme, hvor duften giver toastede nødder, brioche, gule ferskner og appelsinmarmelade, og smagen er en komplet oplevelse med genial balace mellem cremethed og syre samt modne abrikoser og bitter grapefrugt i den lange, vedholdende afslutning.
Druerne blev plantet i 2008 på vingårdens parcel 'South Ridge, block 15C', der ligger i en højde af 420 moh. ved foden af Groenlandberg, hvor jorden er skifer og ler. Kun 573 flasker lavet.
Høstet i hånden mellem d. 15. og 28. februar. Nænsom presning af hele klaser, hvor kun den bedste fritløbende juice blev valgt. Spontangæring på fad, hvor markens naturlige gær er med til at give den færdige vin sin unikke smag. Malolactic gæring ønsket undgået for at bibeholde vinens naturlige syreniveau. Lettoastede franske egefade bidrager med at beholde friskhed og balance i vinen and bringer frugten helt frem i vinen. Vinen har ligget på let-toastede franske egetønder i 10 måneder før tapning.
Tabula Rasa er det latinske udtryk for 'ren tavle' og er Oak Valleys serie med enkeltmarksvine lavet hver i sæt på kun én drue-klon. Druerne - udelukkene Pinot Noir og Chardonnay - kommer fra nøje udvalgte vinstokke fra ét parcel, og Oak Valley kan dermed give den ultimative terroir-oplevelse gennem disse vine.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Oak Valley siden 2018. Oak Valley ligger 1 time øst for Cape Town langs Groenlandberg bjergkæden i Elgin. Statistisk er Elgin den køligste vinregion i Sydafrika. Området får store mængder årligt nedbør (1011 mm.), hvilket medfører en langsom vækst i starten af året.
Om sommeren, når andre vinområder lider under solens varme, præges Elgin af en velkommen vind fra sydøst, "The Cape Doctor", som trækker et skydække med sig ind over bjergskråningerne. Det holder dagstemperaturen nede, strækker modningen ud og bevarer syrebalancen i vinen. Først ved middagstid får solen opløst skydækket. Dette giver perfekte forudsætninger for at lave vine der er meget kølige og elegante i stilen.
Oak Valley vinene kendes på deres elegance. Fokus på detaljen i markerne og minimum intervention i kælderen er med til at skabe disse vine, der oser af cool-climate i stil.
Sir Antonie Viljoen grundlagde Oak Valley Estate i 1898. Han startede med æbleplantager og i 1908 startede han den første vinproduktion i Elgin Valley. Vinkælderen blev lukket i 1940'erne, hvor den statsstyrede megakoncern KWV kontrollerede alt, men produktionen blev genoptaget i slutningen af 1900-tallet, hvor der blev bygget et spritnyt vineri og plantet nye vinstokke. Den første - nye - Oak Valley vin var husets Sauvignon Blanc 2003. Antonie kan tage en stor del af æren for, at Elgin er blevet anerkendt som et yderst velegnet landbrugsland. Området er kendt for dets store æble- og pæreplantager, blomsterproduktion og ikke mindst produktion af højkvalitets cool-climate vin.
2018 var et af de beste år i Elgin i nogle år. Vejret var tørt, og det gav balance i vinstokkenes løv med mere eksponeret druer, som opnåede en flot koncentration og modenhed. Chardonnay fik en moden smagsprofil med flot syre, og Pinot Noir opnåede modenhed, bløde tanniner og en friskhed i vinen. Det er en årgang, der er tilgængelig tidlig, men som har det typiske Elgin lagringspotentiale.