Mikro-Margaux med 1,5 ha. på det mineralrige Garonne-grus, som er med til at give kommunens vine deres eftertragtede karakter. Vinen er kendt for at være både saftig og have tæt frugt, der balancerer mellem koncentration og kommunens letbenede karaktertræk. Cabernet's ranke struktur og frugtintensitet arbejder fint sammen med Merlot's saftige rundhed.
Jose Sanfins' lille plot har 65% Cabernet Sauvignon og 35% Merlot på grus, der dræner overfladen fint, med ler under, der holder på vandreserverne i tørre perioder. Vinstokkene er over 40 år. Kælderen er nyrenoveret, og vinen laves af manden, der har haft ansvaret for vinen fra Ch. Cantenac Brown, Cru Classé, i mange år. Den lagrer 100% i egefade, halvdelen nye. Meget holdbar vin.
Navnet "synger mod månen" siges at skyldes skovdrift i området, hvor man mente, træets kvalitet blev beskyttet ved fældning i måneskin. Det har nok provokeret ulvene til at stemme i...
2019 Bordeaux vækstsæsonen var, som ofte, med tvivl og bekymringer undervejs, men er endt med fine resultater. På baggrund af beretninger fra mange professionelle smagere må den korte version for rødvinene være: 1) Jævn, virkelig høj kvalitet både for Merlot og Cabernets. 2) Ingen tegn på, at nogle kommuner er klart bedre end andre, både på højre- og venstre bred. 3) En lidt mere "klassisk" stil end '18: Høj frugtintensitet men lidt mindre yppig vægtfornemmelse, flot syrebalance og tanniner til lang lagring, som er lidt mere fremtrædende i højklassevinene som helt unge. Michel Rolland, der har været konsulent i årtier, har sagt: "At sammenligne 2019 med 2018 er lidt ligesom, hvordan 2016 var i forhold til 2015 og 2010 i forhold til 2009". Kort sagt, masser af frugtkoncentration og nuancer med en lidt rankere struktur.
Tidlige knopskydning i en lun marts, men blomstringen blev noget forstyrret af vådt og ret køligt vejr april - først i juni. Det fremhæves, at to hedebølger i juni og juli, ikke havde de negative virkninger, man kunne frygte, da de skete før veraison / druernes farveskifte. Der var et par lokale storme med rigeligt vand på kort tid; men vejret var samlet set nærmest ideelt i august og september, hvor lidt regn 20/9 gav stødet til den sidste modning, især på grusede jorde, efter en lang og tør periode. Frisk vind forhindrede råd. Dag / nat temperaturerne svingede gerne 20 grader efter midt august og holdt syren oppe. Druesundheden var eminent ved høst. Merlot blev mest høstet i slutningen af september; Cabernets fra slut. sept. - midt oktober.