Eric Boissenot passer personligt den lille ejendom og beskærer selv hver vinstok, når han ikke udfører sin konsulentvirksomhed for en mængde Medoc slotte, inkl. de fire 1. Crus. Han satser på den optimale kombination af modenhed, frugtfylde og spændstighed i vinen. Der er flot balance i hans vin.
Modenhed er godt, men overmodenhed stjæler sprødhed og vibrato i vinen, er hans synspunkt; også i arbejdet for andre slotte. Hans far, der døde i 2014, købte jorden til Vimières i 1983. Der var ingen vin, men jorden var den bedste. Eric har kendt hver vinstok i 35 år. Når en nyplantning er nødvendig, sættes den nye vinstok ned i den gamle rod, så det forgrenede rodnet kan udnyttes.
De blot 1,5 ha. i Lamarque ved Margaux har 60% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot og 10% Cabernet Franc på dybt Garonne-grus. Den lille mængde gødning, marken får, er kun vinblade og fåremøg. Han bruger altid samme gær, er meget forsigtig med udblødning af mosten og justerer hellere lidt med pressevin i de enkelte fade hen mod slutning af fadlagringen, som er ca. 18 mdr. med omkring 30% nye, medium toastede fade. Kontrol, erfaring og perfektionisme er nøgleordene her.
Bordeaux 2015 er som helhed et fint år med en masse harmoniske, velbyggede vine. Vandreserverne blev fint fyldt op om vinteren, og der var ingen problemer med forårsfrost. En kølig, ret overskyet marts strakte knopskydningen ind i april, hvor solen brød frem, temperaturen steg, og udviklingen stort set blev indhentet. Blomstringen forløb fint i stabilt og solrigt vejr med kun enkelte regndage i juni. Der var lagt op til en god høstmængde.
I løbet af juli skabte tørken og den høje varme nogen stress for yngre vinstokke på meget drænende jorde. Farveskiftet begynde i slutningen af måneden men blev først generelt i august, hvor der kom ret meget regn, og væksten gik i gang igen, hvor den før var gået i stå. Årgangens endelige kvalitet blev skabt i september og oktober, hvor fin sol og meget lidt nedbør blev suppleret af kølige nætter, som forhindrede rådangreb og hjalp til at bringe det forholdsvis lave syreniveau i druerne opad igen.
Alle druesorter nåede fuld modenhed og kunne høstes komfortabelt på de optimale tidspunkter. Flot modenhed, tykke drueskind, frugtstil til den let eksotiske side og nogle steder et noget lavt vinsyreniveau præger årgangen. Mange vine charmerer tidligt, men der er også langt udviklingspotentiale i rigtig mange vine.