En Chevret er en utrolig flot Volnay med meget potentiale. En vin i smut balance med en dyb smag, der forstærkes af dens silkebløde tanniner og en meget lang smag. Duften er dyb og delikat med friske røde frugter.
Bouchard Père & Fils ejer blot 0,25 ha. af marken, der består af kalk og ler. Druerne høstes i hånden og undergår streng sortering. De afstilkes helt eller delvist, afhængig af årgangen, og gærer i små kar og får blid presning. Vinen lagrer 12-14 måneder i fransk eg, hvoraf 30-40% er ny.
Volnay har altid været betragtet som den mest feminine af Bourgogne-vine og er beundret for sin delikatesse, sin saft og sin bouquet. Marken En Chevret ligger på grænsen til Meursault og er en forlængelse af den symbolske mark, Volnay les Caillerets. Den repræsenterer på bedste vis appellationens fløjlsbløde elegance og kombinerer det med dens evne til at ældes med ynde.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Bouchard Père & Fils siden 2006. Bouchard Père et Fils blev stiftet i 1731 og er en af Bourgognes ældste vinproducenter. Den første vinmark blev købt i 1775 af Joseph Bouchard. I dag er Bouchard Père & Fils den største vinmarkejer i Côte d'Or, hvilket betyder, at huset blandt andet råder over 12 hektar Grand Cru-, samt 74 hektar Premier Cru marker.
I 1995 købte Joseph Henriot Bouchard Père & Fils. Han lagde massive ressourcer i at renovere huset fuldstændigt. Vineriet ligger i Savigny-lès-Beaune og er en 3-etagers underjordisk bygning, hvor tyngdekraften sørger for at transportere vinen igennem de forskellige processer i vinifikationen. Der er over 100 gæringskar og en lagringskælder med plads til 4000 egefade næsten 10 m. under jorden – kort og godt et topmoderne vineri, hvor husets mange vine hver især kan udvikle sig og udtrykke det unikke terroir, de kommer fra.
Artémis Domaines, der ejer en portefølje af nøje udvalgte eksklusive vinproducenter, overtog i 2022 Henriot-gruppen og dermed Bouchard Père & Fils. Samtidig traf de en markant beslutning om at stoppe produktionen af negociantvin, hvilket reducerede deres årlige produktion fra 2 mio. flasker til 600.000-700.000 flasker. Dette var et vigtigt skridt i deres bestræbelser på at positionere sig som en af de førende producenter i Côte de Beaune. Frédéric Weber fortsætter som Chefvinmager med Christophe Bouchard som højre hånd med ansvar for markarbejdet.
Husets adelsmærke er, at man - trods det store udvalg - formår at få hver vin til at udtrykke sin særlige oprindelse og karakter på alle niveauer.
2019 - en årgang med fantastiske kvaliteter men desværre med små mængder.
Året var generelt kendetegnet ved tørt vejr og mange solskinstimer. Med en mild februar og marts fik vinstokkene tidlige skud, og frosten i april forårsagede spredte ødelæggelser. Foråret var generelt køligt og fugtigt og varslede lavt udbytte. En ekstrem varme satte ind hen over sommeren med begrænset nedbør og var med til at stresse druerne, der til gengæld kvitterede med tårnhøj kvalitet.
Rødvinene har et fantastisk terroir-udtryk, og særligt Côte de Beaune er superb. Vinene har bløde forfinede tanniner og kombinerer på fornemmeste vis det lækre saftige udtryk fra 2015-årgangen med elegancen fra 2017. Det er en særdeles lovende årgang, vi har foran os!
Hvidvinene har en charmerende og udtryksfuld bouquet med både tørrede frugter og citrusskal. Smagen er fyldig og aromatisk men udmærker sig ved ikke at være tung. Kort sagt en fremragende årgang.
Desværre er der begrænsede mængder, så du skal være hurtigt ude, hvis du vil sikre dig nogle af vinene.