Frisk med sprød frugt lavet til at blive nydt i sin ungdom. Både duft og smag viser tydelige modne røde frugter. Der er en imponerende elegant friskhed over vinen, som giver et helhedsindtryk af harmoni og tilfredsstillende fylde. Perfekt til mellemfyldige middelhavsretter, pastaretter og tapas.
Blendet er 80% Grenache og 20% Syrah, som vokser i ly af det berømte Mont Ventoux bjerg, "Provences kæmpe", som rejser sig 1.912 meter. Denne AOC er et af de køligste områder i Sydrhône, og kombineret med rigelige mængder solskin er vinene kendte for en friskhed der skiller dem ud fra andre Rhônevine.
Pierre Amadieu vinificerer vinen i deres kældre i Gigondas. Den er vinificeret og lagret på stål for at fremstå så frisk som muligt.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Pierre Amadieu siden 1986. Pierre Amadieu er det store navn i Gigondas, som siden 1929 og i tre generationer har opbygget det største domæne i Gigondas med 137 ha. Intet er sparet, selv i de små detaljer. Jean-Pierre, 2. generation, har en stor del af æren for, at Gigondas i 1971 fik egen appellation. I dag ledes huset af 3. generation, Pierre, som også er præsident for alle vingårdene i området. Hans ambition er at skabe klassisk Gigondas, som har mineralitet såvel som kraft: "Jeg vil lave elegante vine med behagelig friskhed og god frugtighed, der respekterer familiens traditioner og appellationens typiske kendetegn."
Med årene er huset også begyndt at lave vin fra andre Rhônedistrikter som Vacqueyras, Vinsobres, Châteauneuf-du-Pape og Côtes du Rhône. Med disse vine er Pierre Amadieu kommet i mål med ønsket om at kunne tilbyde et bredt sortiment af vine i klassisk stil fra en stor del af Rhône.
Robert Parker siger bl.a. om domænet: "Læsere, der søger solid vin for pengene så vel som god typicitet fra Sydrhône, skal se på vinene fra Pierre Amadieu.....de giver altid masser af nydelse og er rimeligt prissat".