Den klassiske, elegante Valpolicella, som er umiddelbart drikkeklar og født til middelhavsmad, forretter og pasta. Frisk, sprød og læskende med druenær smag, frisk syre og toner af viol og kirsebær. Den er lavet af 60% Corvina, 30% Rondinella og 10% Molinara.
Druerne er en blanding fra hovedsageligt tre af de fem vinområder, domænet har marker i: I Comunai, Lenguin og La Roverina, med hvert sit mikroklima og højder fra 150 - 350 m. Efter høst fra slutningen af september til midt i oktober udblødes mosten i otte dage i ståltank. Vinen gærer både alkoholisk og malolaktisk i glaserede cementtanke og lagrer til tapning i februar. Der bruges ikke træfade til denne vin.
Speri er et familiedomæne, der gennem syv generationer har oparbejdet et markareal på 60 ha. i den oprindelige Valpolicella Classica zone. Det er ikke langt fra Gardasøen, der med sin store vandmængde er med til at moderere klimavariationer, ligesom bjergene mod nord er det. Parcellerne er i fem områder med forskelligt lokalklima, mellem 150-350 m.s højde. Terrænet er meget bakket og så stejlt, at flere marker er plantet i terrasser.
Domænet ligger i den oprindelige Valpolicella Classica zone ikke langt fra Gardasøen. Denne del af Valpolicella har ry for at levere de bedste Valpolicella vine. Med årene er Valpolicella-distriktet blevet øget med områder på den østlige side af Verona. Typisk vil man i vinene fra Classica-zonen finde mere friskhed, elegance og syre på grund af den vulkanske jord og brisen fra søen.
Man bruger en særlig variation af den traditionelle pergolaopbinding, hvor planterne i højden strækker sig mod naborækkerne og danner espalierlignende gange mellem rækkerne, som har vist sig at give sundere druer, så behovet for svovl i vinifikationen minimeres.
Der er i mange år blevet arbejdet på at undgå kemi: Der vokser græs overalt mellem rækkerne som dækafgrøde; kunstgødning bruges ikke; restprodukter fra beskæring og vinifikation komposteres og returneres til markerne, og insektformering bekæmpes med hormonalt forvirrende duftstoffer i stedet for sprøjtning. Fra årgang 2015 er ejendommen certificeret økologisk.
Hoveddruerne er de kendte: Corvina, Rondinella og Molinara, men domænet er også aktivt med til at bevare sjældne, lokale druesorter, der er i fare for at uddø. Bl.a. bruges lidt af den genopdagede Oseleta, som yder ustabilt og modner meget sent men har en fast struktur, kontante tanniner og en udpræget mineralitet, som kan give en ekstra dimension til de ellers ret bløde druer i området. Giampietro Speri er ansvarlig for markarbejdet og Alberto Speri, med sin søn Guiseppe, for vinifikationen.