Duften er frugtig, frisk og koncentreret med en vis intensitet og dybde samt en tiltalende friskhed og fornem mineralitet. I munden smages, at det er en delikat vin i flot balance med frisk syre. Den er frugtig, frisk, cremet, præcis, elegant og dynamisk med smagsnoter af kandiserede æbler, kumquat og lidt kvæde blandet med strejf af limeskal og friske mandler. Lang og vedholdenhed. 100% Sémillon.
En Doisy-vin ses første gang nævnt i bogen "Topografi af alle kendte vinmarker" i 1832. Daëne nævnes i Charles Cocks klassifikation i 1846 og bliver rangeret blandt de 4 klassificerede højst rangerede vine i Barsac sammen med Coutet, Climens og Myrat. I tre generationer herefter går vinene i arv i familien. Denis Doisy-Daëne tog over i 2000 og sideløbende beholdt han sit job som professor ved det ønologiske fakultet i Bordeaux og blev samtidig en internationalt berømt rådgivende ønolog. Hans sønner Fabrice og Jean Jacques kom om bord i 2004, og de tog over i 2016 efter Denis' død.
Vingården ligger på et ler-kalkstensplateau, der har været med til at gøre byen Barsac og dens vine berømte i hele verden. Den siltagtige, alluviale jord har tendens til at give vine med større friskhed og lethed end de andre kommuner i Sauternes (Sauternes, Preignac, Bommes og Fargues, der alle er kendte for at være mere cremet og runde. Doisy Daëne har 15 hektar af Sémillon beregnet til fremstilling af søde vine og 10 hektar Sauvignon Blanc beregnet til fremstilling af tørre Barsac hvidvine. Slottets druefordeling er 40% Sauvignon Blanc og 60% Sémillon.
Sauternes ligger i det sydlige Graves ca. 40 km. syd for Bordeaux by. Distriktets vine var allerede omsværmede i 1855 og blev klassificeret samtidigt med Mèdoc. Der er 11 1.Cru- og 15 2. Cru slotte; Chateau d'Yquem fik sin egen "Supèrieur" status. Da kommunen Cerons blev ekskluderet og Fargues inkluderet i 1921, ville det nok se noget anderledes ud i dag - ligesom Mèdoc-klassifikationen ville. Distriktet består af fem kommuner med i alt knapt 2000 ha. marker. Terrænet er ret bakket med højder mellem 3 - 80 m. Ca. 20% af vinstokkene er Sauvignon Blanc og lidt Muscadelle, men Semillon dominerer. Den har tætte klaser, tit et råd-problem for røde druer, men her en fordel for udviklingen af botrytis-svampen.
Kun Barsac med 400 ha. har sin egen appellation, hvor producenterne kan vælge, om de vil bruge navnet Barsac eller Sauternes til vinen. Vinstokkene vokser på et plateau med mindre højdeforskelle, og Semillon er endnu mere dominerende hér end i resten af området. Kommunen er kendt for ofte at lave meget raffinerede vine med lidt mindre "fedme" end vine på deres niveau i de øvrige kommuner.
Botrytis* svampen er nøglen til disse vine. At floden Ciron, biflod til Garonne, løber mellem Barsac og det øvrige Sauternes, skaber de nødvendige forhold: morgendis med efterfølgende varme og tørring af druerne. Svampesporer sætter sig i revner i drueskindet, de skifter efterhånden farve til lillabrun, mister saft og skrumper, og der dannes aromaer af bl.a. nød og tropisk frugt, ligesom syren koncentreres.
Desværre for dyrkerne sker det kun, hvis druen er moden nok, vejret er rigtigt, og kun langsomt og uregelmæssigt. Plukning på det optimale tidspunkt kræver talrige gennemgange af samme mark igennem uger med trænede plukkere, som sjældent når op på det tilladte udbytte på bare 25 hl./ha. 10-20 er mere normalt. En ekstremt risikofyldt og dyr produktion, der ikke lykkes godt hvert år, men er en himmerigsmundfuld, når den gør. Disse vine kan udvikle sig yndefuldt i årtier.