En super frisk, læskende og sprød vin. Indbydende duft af tropiske frugter som ananas, passionfrugter og litchi med svage noter af søde ærter og frisk nyslået græs. Smagen fylder munden med en skøn overflod af læskende tropiske frugter krydret med en sprødhed, som giver friskhed, elegance og længde. Ren, frisk, ligetil og en "crowd-pleaser".
Vinen kommer fra d'Arenbergs Stump Jump serie, som er en række vine, der er rigtig gode som introduktion til d'Arenbergs sortiment, og som rammer bredt. Navnet Stump Jump kommer fra en lokal plov, som der var rigtig mange af i 1890erne; den kunne "springe over" (jump) træstubbe.
Etiketten er en synsprøve. Kan du læse det med småt, kan du (måske!) tåle et glas til...
Erik Sørensen Vin har arbejdet med d'Arenberg siden 1998. Vingården blev stiftet i 1912 af Joseph Osborn, som solgte sin stald af væddeløbsheste og brugte pengene til at købe en vingård. Den mest kendte hest ved navn Footbolt har lagt navn til en af husets mest kendte vine af samme navn, som stadig laves i dag. På samme måde har alle d'Arenbergs vine en sjov historie bag deres utraditionelle navne, og huset arbejder da også under mottoet “The Art of Being Different”. I dag er 4. generation, Chester Osborn, ejer og vinmager.
d’Arenberg ligger i McLaren Vale - det mest kendte vinområde i Australien ca. 35 kilometer syd for Adelaide, der er hovedbyen i South Australia.
Kvalitetsniveauet i d'Arenbergs vine er høj, og du får meget for pengene. Ca. halvdelen af domainets marker er beplantet med Shiraz, men huset eksperimenterer og prøver sig hele tiden frem med nye druesorter. Alt i alt har de 33 forskellige druetyper rundt omkring domainet og har, udover mere velkendte druer, også druer som Verdelho, Graciano og de nok endnu mere ukendte Tinta Cao samt Souzao. Fra årgang 2018 er alle d'Arenbergs egne marker og kælder certificeret økologisk som minimum, og nogle endda biodynamiske.