En stor vin. Utrolig blød og imødekommende frugt og blomster i aromaen, der i perfekt harmoni blander sig med netop et tilstrækkeligt touch af eg. Vinen er intens, rig og silkeblød i smagen, der bare varer ved. Den kan lagere i 8-10 år. Servér til fisk og fjerkræ i en god krydret sauce.
Druerne høstes hånden og undergår streng sortering. Presningen foregår ad to omgange; først separeres den først most, og bagefter presses druerne i to-timers intervaller. Vinen lagrer 9-10 måneder i franske egefade, hvoraf op til 15% er ny eg, afhængig af årgangen, og dernæst 3-4 måneder i ståltanke.
Beaune Clos St. Landry ligger lige syd for hovedbyen Beaune. Det er på denne vinmark, at man finder de første spor af Chardonnay i Beaune. Ret unikt, da marken er omringet af Pinot Noir-marker. Landry er 1,98 hektar premier cru, som er 100% monopole; altså ejet kun af Bouchard Père et Fils.
Bouchard Père et Fils blev stiftet i 1731 og er en af Bourgognes ældste vinproducenter. Den første vinmark blev købt i 1775 af Joseph Bouchard. I dag er Bouchard Père & Fils den største vinmarkejer i Côte d'Or, hvilket betyder, at huset blandt andet råder over 12 hektar Grand cru-, samt 74 hektar Premier cru marker.
I 1995 købte Joseph Henriot Bouchard Père & Fils. Han lagde massive ressourcer i at renovere huset fuldstændigt. Vineriet ligger i Savigny-lès-Beaune og er en 3-etagers underjordisk bygning, hvor tyngdekraften sørger for at transportere vinen igennem de forskellige processer i vinifikationen. Der er over 100 gæringskar og en lagringskælder med plads til 4000 egefade næsten 10 m. under jorden – kort og godt et topmoderne vineri, hvor husets mange vine hver især kan udvikle sig og udtrykke det unikke terroir, de kommer fra.
Artémis Domaines, der ejer en portefølje af nøje udvalgte eksklusive vinproducenter, overtog i 2022 Henriot-gruppen og dermed Bouchard Père & Fils. Frédéric Weber fortsætter som Chefvinmager med Christophe Bouchard som højre hånd med ansvar for markarbejdet.
Husets adelsmærke er, at man - trods det store udvalg - formår at få hver vin til at udtrykke sin særlige oprindelse og karakter på alle niveauer.