Lækker og karakteristisk Meursault med masser af energi og et flot udtryk af terroir'et. I duften finder du både flere friske frugter i tillæg til brioche og hvide blomster. Et mineralsk udtryk i smagen kombineres med en smøragtig cremethed.
JanotsBos er et ambitiøst partnerskab mellem franske Thierry Janots og hollandske Richard Bos, som først mødte hinanden på vinmagerskolen Lycée Viticole i Beaune i 1996. R. Bos arbejdede derefter med gastronomiske projekter i Holland og T. Janots udviklede sin ekspertise ved arbejde for topproducenter som Drouhin, Louis Latour og Comtes Lafon.
I 2005 slog de sig sammen med vinkælder i Meursault og finansiel støtte fra Holland. R. Bos har hovedansvaret for administration og markedsføring, mens T. Janots, med sin efterhånden store erfaring, er fuldt fokuseret på at lave vinen.
De lægger megen vægt på, at oprindelsesområdet, "terroir" og klimaforhold, skal præge den enkelte vin. Deres stil ligger i den lidt fyldigere ende af skalaen, og vinene er generelt egnede til lagring.
Der bruges næsten altid egefade til lagring, men let toastede, og nye fade bruges meget behersket, da fadet skal støtte vinen, ikke dominere den. Deres favoritfade er fra to områder: Allier i det nordøstlige Centralfrankrig og Vogeserne op mod Alsace. Begge områder har næringsfattig jord og tætte- eller meget højtliggende skove, som giver træ med tætte porer, der støtter vinens struktur.
Meursault er et af verdens mest kendte steder for hvidvin af høj klasse. Kommunen ligger ca. 10 km. syd for Beaune og lige nord for Puligny-Montrachet. Den har ry for høj kvalitet generelt, ikke kun for de berømteste marker, og en vinstil der generelt er noget mere kroprig end de sydlige naboer uden at miste finesse.
Byen ligger ved udmundingen af en vestgående sidedal mod Saint-Romain. Der er derfor stor variation i de enkelte markers orientering og vindforhold. Områdets potentiale blev allerede opdaget af munkene fra Citeaux, som plantede de første marker i 1098.
Jordbunden er domineret af kalk med varierende mængder af mergel og ler, men veksler meget fra mark til mark på de næsten 400 ha. Ligeledes er højdeforskellene større end i Montrachet-kommunerne mod syd, med vin plantet mellem 220 og hele 380 m.s højde. Kombineret med jordbundsforskellene, den konkrete soleksponering, vindforholdene i dalen og vinmagerens intentioner giver det en stor variation fra det mere elegante og luftige til en kødfuld og rund stil. Mange Village-vine, som ikke har ét marknavn på, har en høj kvalitet og er meget afbalancerede, da de ofte er sammensat af druer fra små parceller forskellige steder, som hver tilfører deres karaktertræk til vinen.