Ret fyldig for sin klasse. Tør på en åben og saftig måde. Citrus og milde ribs i duften. Et strejf af ananas, blomst, sprøde urter og hvid peber med rund fornemmelse i munden. Behersket syre i årgangen. Let at servere til blandede selskaber. God til aperitif, skaldyr, salater og grønsager.
Vinen dyrkes mest på ler med løss (vindbåret, mineralsk sand fra Arktis). Druerne høstes i begyndelsen af oktober. Efter sortering og afstilkning gæres mosten i rustfrit stål og lagres nogle måneder.
Weingut Stadt Krems ligger i Niederösterreich i Kremstal-distriktet lige ned til Donau-floden. Husets historie er unik ved at byen ejer vingården og altid har gjort det.
Hertug Leopold stiftede i 1210 et offentligt hospital i byen Krems og gav det nogle vinmarker som indtægtskilde. Borggreve Dachsberg gav yderligere marker til byen i 1452. Disse 31 ha. er i dag udvidet til i alt 43 ha., som Stadt Krems laver vin fra. Indtil 1744 lå kælderen under det 1000 år gamle rådhus på torvet i Krems. Den flyttede så til Kristi Broderskabsordenens bygning, og i 1915 rykkede både vinifikationsfaciliteter og lagringskælder ind i byens voldanlæg, hvor Weingut Stadt Krems har holdt til lige siden.
I dag ledes huset af et ungt team med "Årets vinmager 2020 i Falstaff", Fritz Miesbauer i spidsen og Peter Rethaller som daglig vinmager. De 43 hektar vinmarker er beplantet med Riesling og "Østrigs nationaldrue" Grüner Veltliner - alle indenfor Krems og Stein. Vinene er meget aromatiske, rene og præcise i udtrykket og er drikkeklare allerede fra frigivelsen. Druerne selekteres, og alt arbejde foregår i hånden. Gæring sker generelt i rustfrie ståltanke, og de små vine frigives allerede i løbet af vinteren samme år. Enkeltmarkerne frigives tidligst i maj på grund af appellationsregler. Topvinene fra Weingut Stadt Krems er certificeret bæredygtig af Austria Winegrowers Association.
Grüner Veltliner er Østrigs signaturdrue, som først omkring årtusindskiftet blev mere kendt, dels fordi toneangivende smagere fik øjnene op for dem, dels pga. store generelle kvalitetsforbedringer i Østrig. Den stammer formentlig fra Sydtyrol: "den grønne fra Veltlin" (Valtellina på Italiensk). Over 90% af plantningerne er i Østrig.
De mest seriøse vine laves i Niederösterreich i landets nordøstlige del på mest sydvendte skråninger over Donau. Her er ca. hver anden plantet vinstok Grüner Veltliner. Den er produktiv på mere næringsrige jorde, og udbyttet skal holdes nede for at give vinen karakter. Den modner ret sent og kræver et noget lunere klima end Riesling, som også dyrkes meget i Østrig. De mest typiske associationer til smagen er grapefrugt, citronskal, hvid peber og en vegetal sprødhed à la urter og grøn peber. De bedste vine kan udvikle sig i mange år.