En direkte og meget venlig vin med en god portion mørke sprøde frugter i smagen, toastede noter og afrundede tanniner. Meget velafbalanceret og lige til. Vil appellere til mange i det brede selskab. Serveres ved 16 grader til hverdagsretter - både til det kolde bord, som til pizza og BBQ.
Druerne er
Grenache (60%), Caladoc (20%) og
Syrah (20%), der kommer fra nordlige marker i Saint-Roman-De-Malegarde, som giver masser af friskhed til vinen. Vinifikationen sker i betontanke med udblødning i 20-30 dage og overpumpning af mosten. Vinen lagrer videre på beton i 4 måneder.
Grenache og
Syrah er udbredte druer i
Sydfrankrig. Caladoc er ikke en originaldrue men blev fremstillet af Paul Truel i 1958 ved en krydsning af
Grenache og
Malbec. Druen er mørk og giver medium- til fyldige vine med en stil, der minder mere om
Malbec end
Grenache. Den giver masser af
farve til vinen og duft og smag af vilde bær, balsamico og eucalyptus. Den er i sær udbredt i
Provence og
Languedoc i
Frankrig.
Da Caladoc ikke er en officiel Rhône-drue, sælges vinen under IGP Méditerranée.
Famille Long har dyrket vin i Côtes du Rhône siden 1918. I 1997 startede de vingården
Domaine Fond Croze, og siden har de haft to serier: Famille Long-vinene med fokus på at skabe bredt appellerende vine indenfor de forskellige klassiske stilarter, der findes i Rhône, og Fond Croze-vinene med stort fokus på de unikke lokale terroirs. Begge serier er økologisk certificeret.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Domaine Fond Croze siden 2010.
Huset holder til i landsbyen Saint Roman de Malegarde nord/nordøst for
Cairanne og nordvest for Vaison La Romaine. 3. generation har haft ansvaret siden 1997: Daniel styrer markerne, der gennem årene er forøget til 70 ha. – også i
Rasteau,
Cairanne, Tulette og Suze-la-Rousse. Bruno er ønologuddannet og ansvarlig for kælderen. Kvalitetsfanen holdes højt, og vinstokkene får lov at blive gamle.
IGP Méditerranée er en relativ ny
appellation (godkendt af EU i 2015) og dækker over 10 departementer, hvor druerne kan komme fra marker i vinregionerne
Provence, Nordrhône, Sydrhône og Korsika.