Vinen har, som eneste Bordeaux, været konstant i Erik Sørensen Vin's sortiment i årtier. Kvaliteten er enestående stabil. Vinen har Merlotdruens kødfulde saftighed med noter af kirsebær, solbær, multebær og blomme, men også Bordeaux's faste struktur med fintkornede tanniner og en lille snert jordbund. Til mange, mellemkraftige kødtyper, ikke mindst lam, og modne oste.
Vinen er næsten altid 100% Merlot. (1-2% Cabernet Franc kan forekomme). Vinen lagres 18 mdr., delvist på egefad, delvist i tank, afhængigt af årgangen. Egetræet må fornemmes men ikke dominere. Det er en solid, helstøbt vin, som kan udvikle sig videre.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Ch. Mayne Vieil siden 1994. Mayne-Vieil ligger højt nord-nordvest for havnebyen Libourne med udsigt ned mod Pomerol. "Det gamle herresæde" /Mayne-Vieil har kældre fra 1600-tallet, og nuværende bygninger er fra 1860. Sèze familien erhvervede ejendommen i 1918, og der er efterhånden tilkøbt parceller, så vinarealet nu er 32 ha. AOP Fronsac og 15 ha. AOP Bordeaux i én blok omkring ejendommen. Fronsac's kommunegrænse går tværs gennem markerne. Bertrand Sèze, der laver vinen, overtog fra sin far i 1980. Plantningerne er næsten udelukkende Merlot, 35 år i gennemsnit.
Fronsac ligger højt og smukt med bølgende bakker lige vest for Pomerol, ned mod Gironde floden og med bifloden Isle mod øst. Distriktet kaldes ikke uberettiget "Girondes Toscana" pga. landskabet. Der er 800 ha. marker i Fronsac og 250 ha. i Canon-Fronsac, som historisk har egen appellation, men der er ingen gennemgående forskel på vinene, og reglerne for dem er helt ens.
Jordbunden er stort set overalt lerblandet sand og grus over kalk og sandsten; meget mere homogent end i Saint Emilion og Pomerol. Merlot dominerer, bakket op af Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon, som dyrkes af ca. 150 producenter. Vinene har historisk haft større ry end de nu berømte og dyre naboer. Den kendte vinskribent Henri Enjalbert kaldte distriktet "den historiske vugge for stor Bordeaux".
Søger man vine, der yder bedre end deres prisniveau, sammenlignet med St. Emilion og Pomerol, er det indlysende at søge her.