Jeff Carrels "gamle muldyr" på 100% Grenache er sydfransk stemning i duft og smag - friske tomater, krydderier, kirsebær, garrique og lakrids. En lækker mellemfyldig levende vin lavet uden eg for at bevare friskheden. Til ratatouille, krydret kylling eller en god oksebøf. Prøv den også let afkølet til kødfulde fiskeretter.
Vinen laves i kælderen Cases de Pene i Roussillon, hvor Jeff har lavet vin i mange år. Druerne er 100% Grenache. De gamle vinstokke, over 30 år, vokser på sort mergel, ler og skifer. Udbyttet holdes lavt. Druerne afstilkes inden gæring. Druemosten gærer køligt, og vinen samles og lagrer i betontanke uden bærme og filtreres efter den malolaktiske gæring/æble-mælkesyregæringen.
Kataloniens regionale signaturdyr, muldyret, er vinseriens kendetegn både i hvid, rød og rosé. Jeff siges at have fået ideen til Mule-serien ved at se en mand gå forbi kælderen med et gammelt muldyr hver dag. Da drueblandingen ikke overholder reglerne for appellation / AOP, sælges den som IGP Côtes Catalanes. Jeff Carrel går sine egne veje og overholder sjældent stramme regler, hvis han vil noget andet med vinen!
Producenten er Jeff Carrel der oprindeligt er kemiker fra Paris uden vinfamilie. Han læste ønologi af interesse, og det fængede ham mere og mere. Han har i mange år lavet vin for andre rundt om i verden og i forskellige franske vinområder; og senere for sig selv med lejet jord eller købte druer og udlånt kælderudstyr i Sydfrankrig; drevet af sin vedholdende ambition og interesse.
Via sit store netværk, både indenfor handel og de efterhånden mange dyrkere, han har arbejdet sammen med, opererer han som en blæksprutte på mange lokaliteter i hele Languedoc-Roussillon området. I 2017 har han endelig kunnet indrette sit eget domicil i en gammel vinkælder fra 1857 i Corbières, med 31 tanke og diverse egefade, men laver stadigvæk mange af sine vine på andre vingårde. Han ser druesorter, jordbunde, lokale klimaforhold og vinifikationsteknikker som et gigantisk puslespil, han kan udnytte til at lave vine i den stil, han kan lide.