Det er med stor glæde, at Domaine Moly er tilføjet rækken af Loire producenter, der er kommet til i 2024. Etienne og Aurelia laver smukke Chenin Blancs og Cabernet Francs i Saumur, der afspejler deres terroir, personlighed, arbejdsmoral og passion.

Domaine Moly er kulminationen på Etienne og Aurelia Molys drøm om egen vingård i Saumur, Loire. Etienne boede i 15 år i New Zealand, inden hans passion for vin førte ham tilbage til Frankrig i 2020. Her arbejdede han 2 år hos den ikoniske Loire-producent Romain Guiberteau, og det var imens han var her, at han fandt den smukke ejendom med nogle gamle vinstokke, som han nu har købt.

Efter to år i kælderen hos sin gode ven Guiberteau lavede Etienne sin første årgang 2021 i samme vens kælder, og derved er årgang 2022 hans 2. årgang – men den første i egen kælder.

Frem for alt er ønsket at lave og producere en fantastisk håndværksvin. Her går alkymien mellem planten og mennesket, komplementariteten af arbejdet i vinmarken og kælderen, op i en højere enhed for Etienne og hustru Aurelia. Vingården er under konvertering til økologisk vindyrkning.

Etienne har altid været utrolig passioneret omkring vin – ikke hvilken som helst vin, men god vin. Når man hører Etienne fortælle om sit livsværk, kan man ikke undgå at se og høre hans begejstring for det, han laver og hans indædte ønske om at dele denne glæde med andre. Etienne og Aurelia er utroligt stolte af det, de nu producerer.

Smukke vine på Chenin Blanc og Cabernet Franc

2022 Saumur Le Bruit Blanc, Domaine Moly

En sand perle. Alle de fantastiske noter af en smuk Chenin Blanc er til stede her: Mirabelle, blomme og citron. Smagen er koncentreret med generøs frugt, ædel rigdom og et præg af ungt egetræ. Den besidder en formidabel balance mellem struktur, mineralitet, frugtrigdom og længde. En udsøgt fornøjelse til ceviche, rejesalat og det store ostebord.

2022 Saumur La Nomade Rouge, Domaine Moly

Nomade handler om balance og kalkholdig mineralitet. Dette er husets Cabernet Franc lavet til at kunne blive nydt med det samme. Den aromatiske udvikling svinger mellem blomster og sprød rød frugt. Smagen er livlig, frisk og saftig med en fin struktur og velsmagende mørke frugter. Tanninerne er flot afbalancerede og giver plads til det mineralske præg og god længde på frugtsmagen.

2022 Les Sybarites Rouge, Saumur-Champigny, Domaine Moly

Med denne vin ønsker Domaine Moly at dele sin passion for Cabernet Franc og vise, hvordan vinen skal smage, når den kommer fra Saumur. Efter lidt luft i glasset åbner en fantastisk bouquet sig af små vilde sorte bær, stærke og søde krydderier og det karakteristiske urtede præg af stor Cabernet Franc. Det er en tæt og kødfuld vin med en flot struktur og perfekt modenhed.

2021 Alter Sybarites Rouge, Saumur-Champigny, Domaine Moly

Dette er samme vin som husets Les Sybarites, men den har ligget yderligere 12 måneder på fad – så i alt 24 måneder. Et væld af mørke bær og krydderier bakket op af Cabernet Francs urtede præg. Tæt og kødfuld med lag på lag af bær og en fantastisk blødhed. Druerne kommer fra vinstokke, der vokser i Chacé, Varrains og Chaintres i appellationen Saumur-Champigny.

 

Se udvalget fra Domaine Moly

Saumur i det centrale Loire

Domaine Moly holder til i Saumur i den centrale del af Loire, hvor hovedruerne er Cabernet Franc på rødvinssiden og Chenin Blanc på hvidvinssiden. Domaine Moly laver et par rødvine fra appellationen Saumur-Champigny, der er specielt kendt for deres friske og vidunderligt duftende udtryk. Vinstokkene vokser tæt på stejle skråninger af Loires sydlige bred, og jorden her er den lokale Loire-kalkstensjord, “Tuffeau”, som er specielt velegnet til at lave rødvine af høj kvalitet.

Loire er en fransk vinregion langs Frankrigs længste flod Loire og bifloder som Loir og Cher. Selve Loire floden er ca. 1000 km. lang og løber fra det centrale Frankrig og vestpå til udmundingen i Atlanterhavet vest for Nantes, men selve vindistriktet Loire strækker sig ca. 480 km. fra Sancerre i øst til Nantes i vest og med vinmarker på begge sider af floden. Loire er Frankrigs længste vindistrikt og indtager en tredjeplads blandt Frankrigs vinregioner.

Læs mere om Loire området her

Vil du vide mere om vinene fra Domaine Moly. Gå på opdagelse på www.eriksorensenvin.dk eller kontakt din vinkonsulent på vin@eriksorensenvin.dk / tlf. 43469900. Du kan også kigge forbi Erik Sørensen Vins butik, hvor vi altid byder på et glas vin.