En atypisk kreation af tre skrumpede og botrytiserede* druesorter. Utrolig lækker sammensat smag med smeltet fersken, sød pære og kaprifolie tilføjet citroncreme og mandariner. En vibrerende syre balancerer flot den fedmeprægede eksotik, der hænger i munden i en evighed.
Vinen er sammensat af 70% Viognier med markblomster, stenfrugt og et pænt tanninindhold, som er med til at give vinen struktur; 18% Semillon med frugtbredde, citrus og honningtoner og 12% Riesling. En dessertvin par excellence.
Vinen gærer en evighed, som botrytiserede druer oftest gør. Forbløffende frisk tone i betragtning af vinenes tæthed. 223,7 g. restsukker / l. Chester Osborne lavede altid mudpies / mudderkager til forældrene, da han var lille. Det gør han stadig, blot nu med andre hjælpemidler, som vi kan få gavn af. "Jeg er aldrig rigtigt blevet voksen", siger han. Heldigvis, når dette er resultatet.
Botrytis svampen er nøglen til disse vine. Den kræver morgentåge eller dis, efterfulgt af varme og tørt vejr op ad dagen. Forhold, der bedst findes langs floder med køligt vand og i kystnære markområder. Svampesporer sætter sig i revner i drueskindet, de skifter efterhånden farve til lillabrun, mister saft og skrumper, og der dannes aromaer af bl.a. nød og tropisk frugt, ligesom syren koncentreres. Desværre for dyrkerne sker det kun, hvis druen er moden nok, vejret er rigtigt, og kun langsomt og uregelmæssigt. Plukning på det optimale tidspunkt kræver talrige gennemgange af samme mark igennem uger med trænede plukkere, og udbyttet er lavt i forhold til arbejdet. En risikofyldt og dyr produktion, der ikke lykkes godt hvert år, men er en himmerigsmundfuld, når den gør.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med d'Arenberg siden 1998. Vingården blev stiftet i 1912 af Joseph Osborn, som solgte sin stald af væddeløbsheste og brugte pengene til at købe en vingård. Den mest kendte hest ved navn Footbolt har lagt navn til en af husets mest kendte vine af samme navn, som stadig laves i dag. På samme måde har alle d'Arenbergs vine en sjov historie bag deres utraditionelle navne, og huset arbejder da også under mottoet "The Art of Being Different". I dag er 4. generation, Chester Osborn, ejer og vinmager.
d'Arenberg ligger i McLaren Vale - det mest kendte vinområde i Sydaustralien ca. 35 kilometer syd for Adelaide, der er hovedbyen i South Australia. Kvalitetsniveauet i d'Arenbergs vine er højt, og man får meget for pengene. Ca. halvdelen af domænets marker er beplantet med Shiraz, men huset eksperimenterer og prøver sig hele tiden frem med nye druesorter. Alt i alt er der 33 forskellige druetyper rundt omkring domænet og man har, udover mere velkendte, også druer som Verdelho, Graciano og de nok endnu mere ukendte Tinta Cao samt Souzao. Fra årgang 2018 er alle d'Arenbergs egne marker og kælder certificeret økologisk som minimum, og nogle endda biodynamiske.