Duften er overdådig og generøs med tørret frugt, nødder, bagekrydderier og lidt karamel. Smagen er silkeblød, fyldig og rig og byder på lag på lag af rosiner, figner og valnødder suppleret med subtile noter af chokolade og vanilje. Den besidder en fantastisk balance mellem friskhed, alder og sødme, der holdes i skak af de karakteristiske egenskaber, som forstærket vin indeholder. Den slutter lang og tilfredsstillende med en vedvarende, elegant sødme. Ideel til chokoladedesserter, blå ost, knas og kaffe.
Vinen er blandet af op til 40 forskellige vine som til sammen giver vinen sin gennemsnitsalder på mere end 15 år. Blendet er overvejende Grenache og Shiraz-druer lagret på gamle fade. Efter omhyggelig blending tappes vinen i små portioner for at bevare kompleksitet, friskhed og intensitet. Hvert andet år forstærker Chester desuden små mængder af Grenache og lejlighedsvis Shiraz, som lægges på forskellige størrelser af ældre fade for at tilføje mere ungdom til vinen og for hele tiden at holde flowet af vinen i gang.
Nostalgia refererer til, at det er den ældste vin, som huset udgiver hvert år. Nostalgia er kun tilgængelig i små mængder da en portion, som benævnes "englens andel" fordamper løbende. Etiketten prydes af et våbenskjold med det originale d'Arenberg-emblem, der blev skabt af d'Arry Osborn (far til nuværende ejer, Chester) i 1959, hvor han første gang udgav vin med den røde stribe, som kendetegner vingårdens vine.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med d'Arenberg siden 1998. Vingården blev stiftet i 1912 af Joseph Osborn, som solgte sin stald af væddeløbsheste og brugte pengene til at købe en vingård. Den mest kendte hest ved navn Footbolt har lagt navn til en af husets mest kendte vine af samme navn, som stadig laves i dag. På samme måde har alle d'Arenbergs vine en sjov historie bag deres utraditionelle navne, og huset arbejder da også under mottoet “The Art of Being Different”. I dag er 4. generation, Chester Osborn, ejer og vinmager.
d’Arenberg ligger i McLaren Vale - det mest kendte vinområde i Australien ca. 35 kilometer syd for Adelaide, der er hovedbyen i South Australia.
Kvalitetsniveauet i d'Arenbergs vine er høj, og du får meget for pengene. Ca. halvdelen af domænets marker er beplantet med Shiraz, men huset eksperimenterer og prøver sig hele tiden frem med nye druesorter. Alt i alt har de 33 forskellige druetyper rundt omkring domainet og har, udover mere velkendte druer, også druer som Verdelho, Graciano og de nok endnu mere ukendte Tinta Cao samt Souzao. Fra årgang 2018 er alle d'Arenbergs egne marker og kælder certificeret økologisk som minimum, og nogle endda biodynamiske.
Chester har ført vingården til den absolutte top i Australien. Både huset og Chester høster konstant stribevis af flotte anmeldelser og udnævnelser i internationale medier. I 2024 er d’Arenberg med på virksomheden William Reeds Top 50 liste over de 50 bedste ”vinmarker” i verden baseret på vingårdens vinmarker, terroir, besøgscenter, smagninger mv., som er vurderet af en række eksperter over hele verden. Derudover har d'Arenberg flere gange været listet blandt Wine & Spirits Magazine Top 100 wineries. I 2018 vandt d'Arenberg yderligere trofæ for at være "Most distinctive brand of the year" ved Australian Drinks Awards. Vingården blev ligeledes listet på "Top 100 companies" i Business SA Index, og Chester blev i 2018 nævnt som en af South Australias 100 mest indflydelsesrige personer af mediet The Advertiser.
I 2015 åbnede d'Arenberg et kæmpe gastronomisk og kulturelt oplevelsescenter, "The Cube", på ejendommen, og stedet og dets restauranter høster år efter år ligeledes stribevis af store anmeldelser som f.eks. "International Best of Wine Tourism" i Great Wine Capitals Global Network.