Fra gamle vinstokke på fossilholdig kalk og grå mergel i området lige syd for den berømte Solutré klippe. Rig frugt med moden fersken, orangeskal, kaprifolie, et strejf af frisk mandel og fin citrussyre i eftersmagen. Vil egne sig til fede fisk, risretter med fisk, paella og friske oste.
Druerne gærer 80% i temperaturstyret tank, 20% i små egefade, for at kombinere frugtfylde med frisk vibrato-stil. Saint-Véran, der ligger i det sydligste Mâconnais, er delt i en nordlig- og sydlig sektion og omkranser med sine 703 ha. vinstokke Pouilly-Fuissé og Solutréklippen. Kun Chardonnay er tilladt på de meget kalkholdige skråninger, der i den sydlige del ved Leynes, hvor denne vin kommer fra, vender syd til vest.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Pierre Meurgey siden 2018. Pierre Meurgey er 4. generation af en passioneret vinfamilie fra Bourgogne. Han har lavet vin under eget navn siden 1990, mens han sideløbende har hjulpet til hos Clos de la Chapelle i Volnay. Fra 2013 har han startet en ny produktion af hvidvine under navnet Meurgey-Croses i Mâconnais, hvor hans mor er født, og deres familiehus ligger.
Disse vine afspejler vigtigheden af terroir, som han prøver at udtrykke i alle sine vine. Druerne kommer fra familiens naboer, som de har kendt i årtier, men altid kun fra én vindyrker pr. appellation han producerer. Det sikrer, at han kan styre timingen af høsten og transporten til det moderne vineri i Mâcon. De røde vine, som han laver under navnet Pierre Meurgey, kommer fra Pommard, Vosne-Romanée samt Côte de Nuits-Villages. Disse vinificeres med respekt for hvert terroir i hans kælder under Château de Bligny-les-Beaune.