Ren, dyb frugt præget af høj modenhed. Lychee-frugt, appelsinskal og en anelse fadtone i næsen. Flot bredde i frugten for så højtliggende mark men uden eksotisk præg. Fast bygget. Syren er varmtonet med en lille snert af bitterstof, som giver kant og sprødhed. Lang, dvælende eftersmag.
Saint-Aubin ligger på siderne, overvejende nordvestsiden, af en dal, som i udmundingen mod øst har Chassagne-Montrachet på sydsiden og Puligny-Montachet på nordsiden. Trods navngivet efter Saint-Aubin højt oppe i dalen er de bedste marker i appellationen tæt på Landsbyen Gamay i den nordøstlige del. Navnet er ikke, i samme grad som de berømte nabokommuner, bøjet i neonrør på verdensmarkedet, så vinene har ofte høj kvalitet i forhold til prisniveauet.
Vinmarkerne på godt 160 ha. i alt ligger generelt højt med store variationer i døgntemperatur, og vinene har oftest en rank stil med spillende syre og noget mindre fedme end naboerne. De 30 1. Cru's dækker næsten 3/4 af markarealet, der langt overvejende er plantet med Chardonnay på en blanding af lys ler og limsten.
En Créot 1. Cru ligger i 280-300 m.s højde vest-nordvest for landsbyen Gamay og hælder syd-sydøst. Marken modner sent og har en meget lang vækstsæson. En af de køligere lokationer i kommunen, som ofte leverer ret stramt strukturerede vine, der har et godt udviklingspotentiale.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Janots & Bos siden 2019. Janots & Bos er et ambitiøst partnerskab mellem franske Thierry Janots og hollandske Richard Bos, som først mødte hinanden på vinmagerskolen Lycée Viticole i Beaune i 1996. R. Bos arbejdede derefter med gastronomiske projekter i Holland og T. Janots udviklede sin ekspertise ved arbejde for topproducenter som Drouhin, Louis Latour og Comtes Lafon.
I 2005 slog de sig sammen med vinkælder i Meursault og finansiel støtte fra Holland. R. Bos har hovedansvaret for administration og markedsføring, mens T. Janots, med sin efterhånden store erfaring, er fuldt fokuseret på at lave vinen.
De lægger megen vægt på, at oprindelsesområdet, "terroir" og klimaforhold, skal præge den enkelte vin. Deres stil ligger i den lidt fyldigere ende af skalaen, og vinene er generelt egnede til lagring.
Der bruges næsten altid egefade til lagring, men let toastede, og nye fade bruges meget behersket, da fadet skal støtte vinen, ikke dominere den. Deres favoritfade er fra to områder: Allier i det nordøstlige Centralfrankrig og Vogeserne op mod Alsace. Begge områder har næringsfattig jord og tætte- eller meget højtliggende skove, som giver træ med tætte porer, der støtter vinens struktur.